Parasport Danmark logo hvid.png

Her er Danmarks fanebærere

Sitskiløberen Adam Nybo skal bære den danske fane til åbningsceremonien ved vinter-PL i marts 2026. Til vinter-OL er curlingspilleren Denise Dupont og ishockeyspilleren Jesper Jensen Aabo blevet udnævnt som fanebærere.

Her er Danmarks fanebærere
Sitskiløberen Adam Nybo bliver fanebærer under vinter-PL, der afholdes fra den 6. til 15. marts

Når de Paralympiske Vinterlege 2026 åbnes i Milano-Cortina til marts, bliver det sitskiløberen Adam Nybo, der fører den danske delegation ind til åbningsceremonien med Dannebrog i hånden.

Adam Nybo deltager ved vinter-PL for anden gang i disciplinen alpint sitskiløb – og for anden gang i træk er han samtidig den eneste danske vinter-parasportsatlet på holdet.

- Det er en kæmpe ære at skulle til PL igen og tilmed holde fanen for Danmark. Sidste gang i Beijing 2022 blev jeg også udnævnt som fanebærer, men jeg kom faktisk aldrig med til åbningen, da jeg fik corona. Det sker ikke denne gang, siger Adam Nybo med et smil.

Rutinerede OL-profiler fører det danske OL-hold frem
Fanebærerne til både vinter-OL og -PL blev mandag præsenteret på et pressemøde hos DIF’s olympiske tøjkollektionspartner CRAFT. Her kom det også frem, at det bliver to særdeles rutinerede profiler, der får æren af at bære fanen ind ved vinter-OL i februar 2026.

Curlingspilleren Denise Dupont skal bære fanen i Cortina, mens ishockeylandsholdets anfører Jesper Jensen Aabo bliver fanebærer i Milano.

Danmarks fanebærere ved vinter-PL og -OL samlet. Foto: Lars Møller.
Danmarks fanebærere ved vinter-PL og -OL samlet. Foto: Lars Møller.

Denise Dupont har i mange år været blandt Danmarks absolut bedste curlingspillere. Med deltagelsen ved Milano-Cortina 2026 skriver hun sig ind i en eksklusiv klub af danske kvinder, der har deltaget ved fem olympiske lege.

- Det er jo en helt vild ’klub’, jeg kommer ind i nu med fem Olympiske Lege. Jeg fatter slet ikke at jeg har været i gang så mange år, og det er heller ikke gået op for mig, at jeg skal bære fanen. Jeg er så stolt og beæret over at skulle gå forrest for det danske hold, siger Denise Dupont.

I Milano bliver det ishockeylandsholdets mangeårige kaptajn, Jesper Jensen Aabo, der går forrest med Dannebrog. Han har været en central del af dansk ishockey i mere end et årti og har repræsenteret Danmark ved hele 14 VM-slutrunder.

- Det at være udnævnt som fanebærer for OL-holdet er jo noget, man kommer til at mindes for evigt. Jeg skal repræsentere, ikke bare dansk ishockey, men hele Danmark, og jeg glæder mig meget. Sportsligt tror og håber jeg, vi kan ride videre på det fantastiske år, vi har haft med ishockeylandsholdet, siger Jesper Jensen Aabo.

Få overblikket over det Adam Nybos deltagelse ved vinter-PL på www.paralympiskelege.dk. Følg også Adam i Milano Cortina 2026 via @danmarktilpl på Facebook og Instagram.