Parasport Danmark logo hvid.png

Flere med dværgvækst skal finde vej til idrætten

Flere mennesker med dværgvækst skal have mulighed for at opleve glæden ved idræt, fællesskab og bevægelse. Det er ambitionen bag en ny samarbejdsaftale mellem Parasport Danmark og Dværgeforeningen.

Flere med dværgvækst skal finde vej til idrætten

Fra årsskiftet har Parasport Danmark og Dværgeforeningen indgået en aftale, som tager afsæt i et fælles ønske om at gøre idrætten mere tilgængelig for mennesker med dværgvækst.

Samarbejdet indebærer blandt andet, at Parasport Danmark deltager i Dværgeforeningens årlige efterårsseminar og i udvalgte træningssamlinger. Her vil trænere stille sig til rådighed, så medlemmer kan få indsigt i relevante idrætsgrene og stille spørgsmål i trygge og uformelle rammer.

- Vi er utroligt glade for det nye samarbejde, der giver anledning til at møde potentielle idrætsudøvere ansigt til ansigt og tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger. Vores håb er, at det kan være med til at bane vejen for, at flere mennesker med dværgvækst bliver idrætsaktive, siger formand for Parasport Danmark, John Petersson.

Også bestyrelsen i Dværgeforeningen ser store muligheder i samarbejdet:

- Mange af vores medlemmer er nysgerrige på idræt, men mangler viden om mulighederne og tryghed i mødet med sporten. Derfor er det vigtigt for os, at vores medlemmer kan prøve forskellige idrætsgrene af og blive klogere på de eksisterende tilbud. Samarbejdet giver os et stærkt fagligt afsæt, som kan understøtte det arbejde.

Fokus på svømning og atletik
To gange årligt vil Parasport Danmark invitere Dværgeforeningens medlemmer til træning. Her vil der som udgangspunkt være fokus på svømning og atletik.

Atleter og trænere, der hører under Parasport Danmark, vil desuden deltage i udvalgte træninger hos Dværgeforeningen frem mod World Dwarf Games i 2027.

- Svømning og atletik rummer mange discipliner og indgange til idrætten, uanset niveau eller erfaring. Derudover har vi nogle dygtige atleter inden for de to sportsgrene, som med deres egen erfaring forhåbentligt kan inspirere og bidrage med gode træningstips, slutter John Petersson.

Om samarbejdet
Samarbejdet mellem Parasport Danmark og Dværgeforeningen er gældende fra 1. januar 2026 og løber frem til 31. december 2027. Formålet er at få flere mennesker med dværgvækst til at blive idrætsaktive gennem rekruttering, idrætsoplevelser og videndeling mellem de to parter.

Om Dværgeforeningen
Omdrejningspunktet for foreningens arbejde er at skabe grundlag for, at nybagte forældre, dværge og pårørende kan mestre at leve med dværgvækst. Foreningen:

  • Støtter og vejleder personer med dværgvækst og deres familier
  • Samler oplysninger og viden om dværgvækst fra hele verden og arbejder for at udbrede kendskabet til væksthæmning
  • Samarbejder med fagpersoner (læger, socialrådgivere, fysioterapeueter, ergoterapeuter, psykologer)
  • Arrangerer årskursus, sommerlejr, temakurser, skovture
  • Deltager i internationale seminarer og sportsarrangementer
  • Samarbejder med andre sjældne sygdoms- og handicapgrupper