”Den Gode Oplevelse blev mit vendepunkt”

Susanne Mortensen er 43 år og bor i Ikast sammen med sin mand Thomas og deres datter Simone. Hun er født og opvokset i byen, og så har hun levet med smerter næsten hele sit liv.

Allerede som femårig begyndte ryggen at gøre ondt. I mange år blev forklaringen, at hun voksede hurtigt. I skolen blev smerterne ikke mødt med forståelse, men med mistro. Hun blev stemplet som hypokonder. Samtidig kæmpede hun med sin vægt, der var en konsekvens af både fysiske smerter og følelsesmæssig belastning.

Sport, som ellers skulle have været en vej ind i fællesskabet, blev endnu en kamp. Alt gjorde ondt.

En diagnose – og et forbud mod bevægelse

I 10. klasse på efterskole blev hun sendt til læge, fordi rygsmerterne var markante. Her blev det tydeligt, at noget var galt: der var 1,5 cm forskel på benlængden, og hun havde en skæv ryg. Efterrøntgen kom diagnosen: Morbus Scheuermann.

Sammen med diagnosen var beskeden klar: Undgå fysisk belastning. Ingen ridning. Ingen håndbold. Helst ingenting.

Det blev startskuddet til en periode uden bevægelse, og vægten steg til tre cifre. Årene gik. Forsøg på sport mislykkedes. Smerterne blev en del af hverdagen.

Uddannelse, sammenbrud og kamp for at blive taget alvorligt

Susanne begyndte at læse til pædagog, men måtte stoppe på grund af smerter. Hun blev i stedet uddannet i butik – et fag hun elskede. Kort før hun var færdig, besvimede hun efter at have løftet en kasse. Smerterne var voldsomme. Røntgen viste intet. Hun blev sygemeldt i halvandet år.

Drømmen om at gøre en forskel førte hende videre mod læreruddannelsen. Hun ville være den voksne, der så de børn, som andre overså.

Hun flyttede til Hjørring, blev gravid og i februar 2013 fødte hun Simone. Egentlig troede hun ikke, at hun skulle have børn. Hun havde faktisk valgt moderskabet fra på grund af risikoen for den arvelige ryglidelse.

Men livet ville anderledes.

Da benene forsvandt

Kort efter fødslen begyndte benene at svigte. Smerterne tog til. Igen blev hun mødt med kommentarer om vægt og manglende ansvar. Først da hun selv ringede 112 i 2015, blev situationen taget alvorligt.

En massiv diskusprolaps i lænden pressede på nerverne. Hun blev opereret akut.

Efterfølgende kom hun hurtigt på benene igen, men med en dropfod og permanente nerveskader.

Senere fulgte endnu en operation. 30 cm arvæv blev fjernet, og en beskadiget ryghvirvel blev delvist slebet væk. Fysisk kom hun sig, men mentalt ramte hun bunden.

Hun følte sig utilstrækkelig som mor og kone. Overbevist om, at hendes familie ville være bedre tjent uden hende.

Men hendes mand Thomas gav ikke op. Sammen kæmpede de for fleksjob – først til Susanne i 2022, senere til Thomas i 2024. De kalder sig selv ’deltidspensionister’ med et smil.

Et vendepunkt

Smerterne forsvandt ikke. Nye diagnoser kom til: flere diskusprolapser, kronisk hovedpine og fibromyalgi.

Da en veninde opfordrede hende til at søge Den Gode Oplevelse 2025, var hun skeptisk. Hun mente ikke selv, at hun havde et handicap. Men under ansøgningen gik det op for hende, at hendes livsvilkår var anderledes.

Da hun blev udvalgt, brød hun sammen. Nogen havde set hende og forstået hende, uden at dømme. Noget ændrede sig.

20 kilo og en ny tro på sig selv

I gruppen fandt hun tryghed og fællesskab. Under første møde satte hun et mål: hun ville tabe 20 kilo på syv måneder.

Hun trænede derhjemme med træningsvideoer på YouTube. Dyrkede yoga, Qi-gong og meditation. Havde løbende sparring med coach Thomas – især om søvn og restitution.

Da afrejsen til Club La Santa nærmede sig, havde hun tabt 18,5 kilo. Hun var blevet stærkere, mere fleksibel og mere glad.

Et nyt princip styrede hendes valg:

Hvad gør mig godt?

Det gjaldt mad. Træning. Relationer.

Noget blev valgt til. Noget blev valgt fra.

Mulighedernes land

Den 9. januar 2026 landede hun på Lanzarote. Her fandt hun sin sport. Hun lærte at løbe og for første gang siden folkeskolen løb hun 2.4 kilometer. Hun græd af stolthed på atletikbanen.

Hun prøvede dykning, men det var for tungt for ryggen. Men badminton og pickleball ramte rigtigt. Ketchersport og løb blev hendes nye retning.

Tøjet, fællesskabet og opbakningen betød mere, end hun havde forestillet sig. Det skabte samhørighed og stolthed. Følelsen af at være en del af et hold.

Forandret for altid

Hjemkomsten var svær. Hverdagen føltes tom. Men træningen fortsætter. Gruppen holder kontakten. Fundamentet er lagt.

Den Gode Oplevelse blev ikke bare en rejse. Den blev et vendepunkt.

“Nu kan jeg endelig blive den mor, jeg har drømt om at blive.”

Med dyb taknemmelighed sender Susanne en tak til Parasport Danmark, Vanførefonden og Bevica Legater, samt hummel for at levere tøj. For hende var det ikke bare en oplevelse.

Det var begyndelsen på et nyt kapitel.