50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Dansk sølv i holdturneringen ved EM i parabordtennis

Det danske herrehold bestående af Peter Rosenmeier, Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen, har spillet en meget overbevisende holdturnering, men i dag satte et godt spillende spansk hold en stopper for de danske gulddrømme.

Dansk sølv i holdturneringen ved EM i parabordtennis
Henrik Brammer og resten af de danske herrer har spillet en flot holdturnering, men måtte strække våben til Spanien i dag. Foto: Karl Nilsson.

De danske herrer havde indtil finalen været suveræne i holdturneringen, hvor de lagde ud med to sejre over Frankrig, der var seedet to i turneringen. Doublen med Peter Rosenmeier og Henrik Brammer kom ellers skidt fra start mod Stephane Messi og Kevin Dourbecker og var nede med en matchbold imod sig i tredje sæt. Men de to formåede at få tredje sæt vendt i sidste øjeblik og hive en sætsejr på 13-11 hjem, hvorefter franskmændene faldt helt sammen, og danskerne vandt i fem sæt. Da Peter Rosenmeier efterfølgende vandt sikkert i tre sæt over Kevin Dourbecker, var den første hurdle overstået.

Fredag ventede så Rusland, og denne gang var Rosenmeier og Brammer klar fra start. De fik en sikker sejr på 3-1 over Vladimir Anikanov og Alexai Samsonov. I single var Rosenmeier endnu engang overlegen og vandt 3-0 over Anikanov. Gruppesejren var dermed en realitet, og danskerne var klar til semifinalen.

Her ventede Slovakiet, og igen skulle danskerne kun bruge to kampe til at sikre den samlede sejr. I den klart bedste double, Rosenmeier og Brammer har spillet meget længe, slog de Valcach og Jambor med 3-0. I den første single var Rosenmeier igen suveræn, da han slog Miroslav Jambor, der vandt bronze i single i klasse 7, med 3-0.

Spansk-dansk finale
I finalen stod danskerne over for Spanien, hvor Jordi Morales og Alvaro Valera, Peter Rosenmeiers mangeårige rival i klasse 6. Rosenmeier og Brammer lagde ud med at vinde første sæt 11-9, men derefter tog spanierne de følgende tre med 11-5, 11-9 og 11-7. I single skulle Rosenmeier så forsøge at udligne den spanske 1-0-føring i kampen mod Alvaro Valera, som han kender særdeles godt, idet de to har domineret toppen af klasse 6 i mange år og stået over for hinanden et hav af gange. I singleturneringen ved dette EM blev Valera dog lidt overraskende slået i ud kvartfinalen, mens Peter Rosenmeier som bekendt tog guldet. Danskeren var derfor favorit, men desværre det var som om, at der var udsolgt i den danske lejr, og Rosenmeier måtte indkassere et 3-0-nederlag efter sætcifrene 11-7, 11-9 og 12-10.
- Vi ville rigtig gerne have givet dem større modstand, end hvad vi formåede i dag. Doublekampen har et afgørende moment i tredje sæt, som vi desværre taber, lød vurderingen fra Peter Rosenmeier, der også måtte erkende, at han var ved at være slidt efter en lang turnering:
- I min single får jeg aldrig gang i mit spil, og et manglende overskud både fysisk og mentalt efter en lang turnering kom meget klart til udtryk i dag. 

Ikke mere i tanken
Dermed blev det til spansk guld og dansk sølv. Landstræner Christoffer Petersen havde dog efterfølgende kun ros til overs for de danske spillere.
– Generelt har de spillet en rigtig flot holdturnering. Doublespillet er meget afgørende, og der var vi i perioder rigtig gode. Men når der trækkes så store ressourcer på Peter Rosenmeier, og han samtidig har en hel singleturnering bag sig, så kan der ske det, der gjorde i dag: Der var ikke mere mentalt overskud i tanken.

Guld, sølv og bronze 
Danmark har i alt hentet tre medaljer ved EM i parabordtennis i Helsingborg. Ud over sølvmedaljen i herrernes holdturnering vandt Thea Amalie Nielsen bronze i kvindernes klasse 10, mens Peter Rosenmeier tog guldet i herrernes klasse 6. Læs mere her: https://parasport.dk/nyheder/pressemeddelelser/hattricket-kom-i-hus-peter-rosenmeier-vinder-em-guld-i-parabordtennis/