Parasport Danmark logo hvid.png

Svømmeklubben HASA afrundede året med maner

Svømmerne i den aarhusianske klub havde fået tildelt støtte fra Parasport Danmarks jubilæumspulje til at afholde et julearrangement for vores børn og unge i HASA.

Der var fornemt besøg ved Svømmeklubben HASAs juleafslutning i december.
Der var fornemt besøg ved Svømmeklubben HASAs juleafslutning i december.

Det var tiltrængt endelig at kunne samles og fejre sæsonafslutning og julefrokost, efter at det var aflyst i 2020. Selve svømmetræningen måtte aflyses, men der var stadig stor opbakning til den sociale del, og svømmerne fik en fantastisk aften med alt, hvad der hører sig en juleafslutning til, fortæller træner Maybrit Lindgreen Damgaard:  

– Lige fra det øjeblik, dørene åbnede, var der en god stemning. Der var nissehuer og juletrøjer overalt, alle var glade, og der blev fortalt, om oplevelser, stævner, svømmeaftner og andre historier, fortæller hun.

Der var klassisk julefrokostmad på menuen, og traditionen tro var desserten risalamande med hele to mandler i. Der blev også tid til fornemt besøg, fortæller Maybrit Lindgreen Damgaard:
– Lige pludselig bankede det hårdt på døren, og ind kom julemanden i egen høje person – fantastisk at han havde tid til at kigge forbi os med en godtepose til alle, smiler hun, inden hun sender en tak for en hyggelig aften til dem, der havde bakket op – heriblandt børn, unge, forældre, hjælpere samt klubkollegaen Jane Christensen.