Parasport Danmark logo hvid.png

Værdifulde lektioner til CP-fodboldlandsholdet i Spanien

Fire nederlag i fire kampe blev slutresultatet for det danske fodboldlandshold for spillere med cerebral parese (spasticitet), da de i slutningen af november deltog i en træningsturnering i Barcelona. Holdet tager dog masser af læring med sig hjem.

Det danske hold i Spanien.
Det danske hold i Spanien.

Danmark mødte i de indledende puljekampe Catalonien, Tyskland og Thailand, og især til de to sidstnævnte var niveauforskellen stor. En forholdsvis tæt kamp mod Catalonien endte med et dansk nederlag på 3-5, mens danskerne fik regulære lektioner af både Thailand og Tyskland, der vandt hhv. 5-0 og 10-0. Efter de tre nederlag ventede en bronzekamp mod Catalonien, som desværre igen endte med dansk nederlag, denne gang på 1-3. De danske spillere måtte derfor tage til takke med fjerde- og sidstepladsen i turneringen, der fortjent blev vundet af Tyskland.

Selvom det kun var nederlag, der kom med hjem i kufferten, tager det danske hold stadig vigtig læring med fra Spanien, vurderer anfører Mads Tofte:  
– Vi lærer en masse af kampene, og vi bliver bedre til at spille fodbold. Vi er et nyt hold med mange unge, nye spillere, så det skal nok blive godt.

Landstræner Brian Levi Clemmensen er enig:
– Det er tydeligt at se, at det er den første internationale turnering i tre år, og jeg må konstatere, at vi ikke er på det niveau, vi troede, vi var. Vi har spillere, der kan være med, men de skal være klar og i form. Når det er sagt, så har vi lært meget af at være her, og vi har udviklet os fra kamp til kamp. Vi er af sted med en meget blandet og urutineret trup, så det er værdifulde erfaringer, som vi tager med hjem og kan arbejde videre med. 

Næste store milepæl for det danske hold er B-VM (IFCPF World Championships) på Sardinien til i dagene 24. september 2022-4. oktober 2022.