50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Udsat PL får ny dato i 2021

De Paralympiske Lege i Tokyo skal afvikles fra 24. august til 5. september næste år.

Udsat PL får ny dato i 2021
Para-atleter verden over kan begynde nedtællinge til PL i 2021. Foto: Lars Møller

De japanske OL- og PL-arrangører har sammen med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) fundet nye datoer for verdens største og næststørste sportsbegivenheder. De Olympiske Lege løber af stablen fra 23. juli til 8. august 2021, og to uger senere gælder det de Paralympiske Lege. Datoerne er valgt både af hensyn til de øvrige sportsbegivenheder i næste kalenderår samt for at give både atleter og myndigheder god tid til at lægge coronavirus bag sig og se frem mod legene.

Michael Møllgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark, glæder sig over, at der fra arrangørernes er truffet en hurtig og fair beslutning.

- Vi er fulde af respekt for, hvordan de japanske arrangører, IOC og IPC så hurtigt har været i stand til at sætte dato på et OL og PL. Tidspunktet gør, at vi forhåbentlig er helt ude af corona-krisen, som skaber store sundhedsmæssige udfordringer for mange para-atleter. Samtidig giver tidsperspektivet alle atleter mulighed for at forberede sig optimalt. Det er vigtigt for os, at der også på dette område er fairplay, siger han.

Ifølge IPC-præsident Andrew Parsons har det været en prioritet at nå frem til en hurtig beslutning, der giver atleter, forbund, interessenter og verden som helhed noget positivt at se frem til.

- Det er fantastisk, at vi kunne finde de nye datoer så hurtigt. Når de Paralympiske Lege afvikles i Tokyo næste år, bliver det både en ekstra speciel global fejring af menneskelig modstandskraft og et sensationelt udstillingsvindue for sporten, siger han.

Den nye dato for afviklingen af PL betyder også, at der er rigeligt tid til at fastsætte og gennemføre en ny kvalifikationsproces med respekt for de atleter, der allerede har kæmpet sig til en plads ved legene. Parasport Danmark har en ambition om, at udsættelsen bliver til dansk fordel.

- Vi har flere atleter, som kun kan blive bedre af, at PL er skubbet til 2021, ligesom vi har atleter, som vil komme til at stå stærkere, når de resterende pladser til PL skal uddeles. Økonomien er i sagens natur en udfordring, og vi har atleter, der har udfordringer med uddannelse, job og egne sponsorer i forbindelse med flytningen af PL, men vi vil gøre alt for, at vi som hold kommer styrket ud af det her, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Der er i dag 512 dage til PL 2021.

Læs pressemeddelelsen fra IPC her.