Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Sundhedskonference: Fokus på borgere med udviklingshandicap

Parasport Danmark og LEV inviterer til sundhedskonference med fokus på borgere med udviklingshandicap. Konferencen afholdes 15. maj 2020 i Arena Nord i Frederikshavn i forbindelse med Special Olympics Idrætsfestival 2020.

Sundhedskonference: Fokus på borgere med udviklingshandicap

Idræt og motion er vigtig for alle menneskers sundhed og trivsel. Måske er det endnu vigtigere for mennesker med udviklingshandicap, som i gennemsnit lever 14,5 år kortere end resten af befolkningen, og som har kendte udfordringer med sundhed og overvægt. Idrætten er én vej til bedre trivsel, men den kan ikke stå alene.
Parasport Danmark har gennem arbejdet med Special Olympics-idræt oplevet en stigende tendens til livsstilssygdomme blandt atleterne, hvilket vækker bekymring for deres generelle sundhed. Erfaringerne fra Special Olympics’ sundhedsscreeningsprogram Healthy Athletes og fra vores medlemsforeninger viser, at der er behov for fokus, udredning og konkrete indsatser på sundhedsområdet for netop denne målgruppe.

Lev og Parasport Danmark er derfor gået sammen for at sætte fokus på idræt, motion og sundhed på en konference, hvor vi både diskuterer udfordringer og løsninger.
Der vil blandt meget mere være oplæg om tidlig opsporing af sygdom blandt udsatte borgere, om sundhedsfremmepraksis på bosteder, om muligheder og barrierer i forhold til inklusion i idrætsforeningerne samt om Vejle Kommunes erfaring med De Rare Olympiske Lege. Konferencen afsluttes med en paneldebat. Hele programmet kan ses i invitationsfolderen, som kan downloades her.  Læs også også mere om sundhedskonferencen her.​

Arrangørerne håber på at kunne inspirere alle, der i en eller anden form er i berøring med eller har en relation til målgruppen.

Praktisk information
Dato: 15. maj 2020
Tidspunkt: Kl. 9.00-16.00
Sted: Arena Nord, Harald Nielsens Plads 9, 9900 Frederikshavn
Pris pr. person: kr. 795,-
Tilmelding til konferencen via dette link senest den 1. maj:
https://eu.jotform.com/parasportdanmark/tilmelding-sundhedskonference

Spørgsmål til konferencen rettes til:
Parasport Danmark
Lykke Guldbrandt
Mail: lgu@parasport.dk
Mobil: 29 10 31 30

Om Special Olympics Idrætsfestival
Parasport Danmark afholder hvert andet år Special Olympics Idrætsfestival - et idrætsstævne for mennesker med et udviklingshandicap. I 2020 er Frederikshavn vært, og flere end 1.000 aktive idrætsudøvere, trænere, ledere og officials indtager byen i dagene 15.-17. maj.
Special Olympics Idrætsfestival er tre dage med idræt, udfordringer, glæde, socialt samvær, fest og spændende idrætskonkurrencer. Idrætsfestivalen er mere end blot idræt, idet der er flere sociale og festlige arrangementer knyttet til festivalen. Deltagerne kommer fra hele Danmark samt Finland, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Tyskland, og der dystes i 12 idrætter. Frederikshavn Kommune, det lokale idrætsliv og Parasport Danmark glæder sig til at byde velkommen. Special Olympics Idrætsfestival 2020 skydes i gang ved en højtidelig og festlig åbningsceremoni i Arena Nord fredag d. 15. maj kl. 19.30. Deltagerne på Sundhedskonferencen er meget velkomne til at overvære åbningen og kigge forbi i løbet af weekenden.
Se mere på www.so-if.dk