Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Stinna Tanges nye hest er Blue Hors Soletto

Stinna Tange blev verdenskendt i sommers, da hun vandt guld til VM i paradressur i Tryon, men siden måtte pensionere hesten Smarties - nu stiller dressur- og avlscentret Blue Hors en afløser til rådighed.

Blue Hors har et ønske om at fremme dressursporten.

- Et naturligt element i denne ambition er også, at vi gennem støtte og opbakning vil være med til at fastholde og udvikle ryttere, som har forudsætningerne og talentet til at gå hele vejen, siger sportschef Ulrik Gerstorf Sørensen.

Én af de ambitiøse ryttere, som har ridemæssige kompetencer blandt de allerbedste i verden, er netop Stinna Tange, som gennem mange år har markeret sig i parasporten - ikke mindst til VM i 2018, hvor hun blev dobbelt verdensmester.

Gennem de seneste måneder har Stinna Tange prøvet forskellige heste på Blue Hors, indtil hun fandt det perfekte match i den 5-årige vallak Blue Hors Soletto e. Sorento/Belissimo M (opdr. N.F. ten Heuvel de Vries), som nu er stillet til hendes fulde disposition.

- Jeg er mega stolt og beæret over at få så talentfuld en hest stillet til min rådighed, som kan være med til at fremme min ridemæssige karriere, siger Stinna Tange.

Det perfekte match
Stinna har nu haft Blue Hors Soletto hjemme ved sig i 14 dage og er allerede kommet utroligt tæt på ham i den korte tid, der er gået. 

- Mange vil måske undre sig over, at jeg har valgt så ung en hest, fortæller Stinna, men han er en godmodig og tillidsfuld hest, og jeg følte mig fra starten tryg og godt tilpas på ham.

Det er især mentaliteten, der er med til at definere den gode parahest. Det handler om at få samspillet mellem hest og rytter til at gå op i en højere enhed, så hesten udfører dressurøvelser korrekt vha. så fine og usynlige hjælpere som muligt. I Stinnas tilfælde rider hun fx med to piske, og også det har Soletto taget utrolig godt imod.

Allerede til foråret regner Stinna med, at hun vil være at finde på stævnepladserne, og Blue Hors ser frem til at følge duoens videre udvikling.

Om Blue Hors
I et kvart århundrede har Blue Hors været blandt Europas førende og mest moderne dressur- og avlscentre. Vores 25 års erfaring i branchen sikrer, at du hos Blue Hors trygt kan regne med en professionel faglig rådgivning, når det gælder hingstevalg, køb af hest eller valg af Blue Hors Care produkter.

Stinna Tange og Blue Hors' sportschef Ulrik Gerstorf Sørensen. Foto: Blue Hors
Stinna Tange og Blue Hors' sportschef Ulrik Gerstorf Sørensen. Foto: Blue Hors