Parasport Danmark logo hvid.png

Special Olympics Idrætsfestival - i din kommune?

Special Olympics Idrætsfestival er en landsdækkende idrætsfestival for mennesker med udviklingshandicap. Festivalen afholdes hvert andet år - næste gang i Frederikshavn i 2020. Nu søger vi en værtskommune for festivalen i 2022.

Under sloganet ”Sport med et smil” vil Special Olympics Idrætsfestival give deltagerne sjove og spændende oplevelser - næste gang i dagene 15.-17. maj 2020 i Frederikshavn. Når festivalen i Frederikshavn afsluttes, skal stafetten gives videre til en ny værtskommune, og det er den, jagten nu er sat ind på, fortæller breddekonsulent i Parasport Danmark, Anette Svejstrup:
- Vi søger efter en værtskommune, der har gode faciliteter, dels til idrætterne og dels til indkvartering. Det skal være en kommune, der vil tage ejerskab for festivalen og som har et foreningsmiljø, der vil bakke op, siger hun og tilføjer:
- I 2022 er det 9. gang festivalen afvikles. Vores erfaring fra tidligere er, at selve festivalen og forberedelserne hertil sætter spor i den enkelte kommune og det lokale foreningsliv. Idéer fødes, og der knyttes kontakter, som ofte udvikler sig til politisk fokus på og opgradering af lokale foreningstilbud til netop mennesker med udviklingshandicap.

Skal I være værter i 2022?
Nu er det muligt at byde ind på værtskabet for Special Olympics Idrætsfestival 2022, og Parasport Danmarks medlemsforeninger inviteres til i samarbejde med kommunen at søge om værtskabet. Find ansøgningsmaterialet her. 

Få et indtryk af Special Olympics Idrætsfestival i videoen fra festivalen i 2018 herunder:


Yderligere information
Anette Svejstrup, breddekonsulent i Parasport Danmark
E-mail: asv@parasport.dk
Tlf. 20 99 03 44