Parasport Danmark logo hvid.png

Seks danske dressurryttere til start i Waregem

For første gang i over et år, og med bare fire måneder til de Paralympiske Lege i Tokyo, er de danske paradressurryttere tilbage i konkurrence ved et internationalt stævne.

Seks danske dressurryttere til start i Waregem

Fredag, lørdag og søndag skal seks danske dressurryttere endelig i ilden igen efter den lange coronapause, der har udfordret forberedelserne til de Paralympiske Lege. Til start i belgiske Waregem er Katrine Kristensen i grad 2, Tobias Thorning Jørgensen i grad 3, Susanne Jensby Sunesen og Anne-Mette Hasselstrøm i grad 4 samt Line Thorning Jørgensen og Camilla Christensen i grad 5. De rider teamtest fredag, individuel test lørdag og endelig freestyle søndag.

- Forventningerne denne gang er, at vi skal have banket noget rust af efter den ufrivillige pause. Vi skal afprøve nogle nye heste og se, om vores indsats i denne udfordrende tid har båret frugt. Samtidig er vi spændte på at se de andre nationer i aktion, siger holdleder Anette Bruun Jensen.

Til august skal fire ryttere repræsentere Danmark ved de Paralympiske Lege i Tokyo, og der er hård konkurrence om pladserne. Derfor er stævnet i Waregem også en vigtig test for danskerne, der har været nødsaget til at forberede sig med træning på egen hånd og til enkelte landsholdssamlinger i Danmark. Den danske PL-trup udtages efter DM sidst i maj.

Den dobbelte PL-medaljevinder fra Rio 2016, Stinna Tange, er ikke til start i Waregem, da hendes hest Soletto har pådraget sig en mindre skade.

Læs mere om det danske hold i Waregem hos Zibrasport.

Se startlister, resultater og streaming på stævnets egen hjemmeside.

Følg Paradressur Danmark på Facebook.