Parasport Danmark logo hvid.png

SALTO Systems bliver partner for paracykling

Den nye fireårige partneraftale er netop underskrevet mellem Parasport Danmark og SALTO Systems, der skal understøtte udviklingen i bredden og eliten af dansk paracykling.

SALTO Systems bliver partner for paracykling
Jesper Buch, Managing Director Nordic i SALTO Systems sammen med landsholdet i paracykling

Dansk paracykling er inde i en stærk udvikling, hvor en ny generation af ryttere det seneste år har høstet flere internationale medaljer og har sikret Danmark kvotepladser til cykelkonkurrencerne på både dame- og herresiden ved De Paralympiske Lege i Paris 2024.

For at understøtte det store potentiale og sikre fortsat udvikling af bredde- og elitecyklingen har Parasport Danmark og Salto Systems indgået en ny partneraftale, der løber frem til 2026. Et samarbejde som Managing Director Nordic i SALTO Systems Jesper Buch ser meget frem til.

- Vi glæder os over, at vi nu som partner i endnu højere grad kan bidrage til at skabe nogle rammer, der understøtter paracyklingen herhjemme. For os er det en kernesag at sikre, at børn og voksne med handicap kan komme væk fra sidelinjen og i stedet deltage aktivt i sport og fællesskaber,” siger Jesper Buch og fortsætter:

- Vi støtter paraatleter inden for mange forskellige sportsgrene verden over. Vores Free2Move-initiativ, der netop omhandler vores engagement inden for parasporten, er en del af kernen i vores tilgang til samfundsansvar. Samtidig vil vi også gerne inspirere og motivere vores egne medarbejdere til at være en del af at gøre en forskel og tage stilling til deres egen sundhed og aktivitet.

Også fra Parasport Danmarks side er der glæde over samarbejdet.

”Vi er enormt glade for, at SALTO Systems udvider samarbejdet med Parasport Danmark gennem sit langsigtede engagement. Det er et oplagt match med et gensidigt værdifællesskab, der bygger på en vision om, at alle mennesker med et handicap eller særligt behov skal have mulighed for at udleve sit fulde potentiale,” siger Ivan Løvstrup, direktør i Parasport Danmark.

Om SALTO Systems

I næsten 20 år har SALTO været synonymt med innovative løsninger, herunder fritstående, cloudbaserede og mobile applikationer, der sætter nye standarder indenfor sikkerhed, håndterbarhed, fleksibilitet og design, der bringer fordele i den virkelige verden til næsten enhver dør og bygningstype. På tværs af en bred vifte af industrier og applikationer er SALTO bredt anerkendt som en global markedsleder indenfor smarte elektroniske adgangskontrolløsninger.

Partnere i Parasport Danmark

Musholm Feriecenter
Toyota
SALTO Systems

 

Hovedsponsorer i Parasport Danmark

JYSK
Pressalit
Elsass Fonden