Parasvømmere viste sig flot frem ved de Nordiske Mesterskaber
Danskerne hentede seks guld-, tre sølv- og to bronzemedaljer samt tre danske rekorder ved de Nordiske Mesterskab på kortbane i svømning i Upplands Väby i Stockholm.
Parasport Danmark og Dansk Svømmeunion var afsted med et fælles hold til de Nordiske Mesterskaber, der for 2. gang blev afviklet som et integreret event. Fem parasvømmere var udtaget blandt i alt 32 danske svømmere, og stævnet var debut for Parasport Danmarks nye landstræner i parasvømning, Brian Marshall.
- Der var god stemning i hallen, og det var rart at det danske hold kunne støtte hinanden på tværs. Der mangler dog flere paraløb til NM, og det var alle nordiske para-landshold enige om, siger Brian Marshall.
På resultatlisten imponerede især Alexander Hillhouse (100m fri og 200 IM) og Karina Lauridsen (100m brystsvømning), der svømmede nye danske rekorder og seks guldmedaljer i hus.
- Resultaterne viser først og fremmest, at svømmere var konkurrenceklar til stævnet og kunne håndtere de sædvanlige udfordringer, der følger, når man rejser til udlandet for at konkurrere. Vi forventer at svømmerne er klar, men det var stadigvæk godt at se det i praksis, siger landstræneren.
Samlet set var han rigtig godt tilfreds med stævnet og holdets mindset.
- En vigtig færdighed for at præstere optimale er at holde fokus her og nu, selvom der er en masse uro omkring én. Vores svømmere var gode til at fokusere på de ting, som de kunne kontrollere, fx en god start eller at holde tempo under deres løb, lyder det fra Brian Marshall.
De danske placeringer
Alexander Hillhouse (Svømmeklubben Kvik Kastrup)
1. plads, 100m fly
1. plads, 200m IM
1. plads, 100 ryg
2. plads, 200m fri
3. plads, 100m fri
Camilla Bitt Witz (Fredericia Svømmeklub)
2. plads, 100m fri
2. plads, 400m fri
4. plads, 100m ryg
4. plads, 50m fri
Freja Kvist (Aarhus Swim )
4. plads, 50m fri
5. plads, 100m ryg
7. plads, 100m fri
Jakob Heeb (Esbjerg Svømmeklub)
3. plads, 50m fri
6. plads, 100m ryg
6. plads, 100m fri
Karina Lauridsen (Svømmeklubben Frem Odense)
1. plads 50m brystsvømning
1. plads, 150m IM
1. plads, 50m ryg
Klik her for at læse mere om de danske parasvømmere på Facebook.