Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport Danmark forlænger med succestræner

Jason Regier fortsætter som landstræner i kørestolsrugby minimum til udgangen af 2022. Dermed står han også i spidsen for holdet under de Paralympiske Lege i Tokyo næste sommer og ved VM i Vejle året efter.

Parasport Danmark forlænger med succestræner
Landstræner Jason Regier under EM i kørestolsrugby i Vejle 2019. Foto: Leesfoto.net

Guidet af landstræner Jason Regier fik det danske landshold i kørestolsrugby i 2019 for alvor sparket døren ind til verdenseliten med EM-sølv og kvalifikation til de Paralympiske Lege til følge. Når Danmark til sommer - med et års forsinkelse som følge af corona-pandemien - får sin længe ventede PL-debut i kørestolsrugby, bliver det fortsat med den erfarne amerikanske strateg på sidelinjen.

Jason Regier har sat sin underskrift på en ny toårig kontrakt med Parasport Danmark, og han glæder sig over, at han dermed får mulighed for fuldende sit første store mål for landsholdet.

- Jeg blev ansat for at kvalificere holdet til Tokyo 2020, og det er naturligt for mig at stå ved den forpligtigelse trods udsættelsen af PL. Med PL i 2021 og VM hjemme i Danmark i 2022 var det meget attraktivt for mig at fortsætte som landstræner. Endnu mere væsentligt er det dog, at jeg fortsat føler, jeg har meget at bidrage med, og at vi sammen kan blive endnu bedre, siger Jason Regier.

Elitechef Michael Møllgaard Nielsen fik fuld valuta med ansættelsen af Jason Regier som landstræner i 2016, og det har været en prioritet at forlænge med den amerikanske succes.

- Vi oplever Jason Regier som en af de bedste trænere på den internationale scene, og det er lidt af et scoop, at vi har sikret os Jason ved roret frem mod PL i Tokyo og VM i Vejle i 2022. Vi har en landstræner, der på det personlige plan er utrolig vellidt. Med fremragende mandskabsbehandling har han sammen med sin stab forstået at få det bedste ud af den enkelte spiller og holdet som helhed, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Jason Regier, der er bosat i Colorado, USA, har udnyttet den ufrivillige turneringspause i 2020 til at justere setuppet omkring det danske landshold, der har fået ny assistenttræner, mentaltræner og holdleder.

- Det har faktisk været en travl tid for mig. Skuffelsen over udsættelsen af PL var selvfølgelig stor for både spillere og stab, der har arbejdet så hårdt for at nå til Tokyo. Jeg tror, det sværeste ved COVID-19 er usikkerheden og alt det ubekendte. Som paralympiske atleter og mennesker med handicap er usikkerheden dog en del af vores liv, og derfor har vi måske lettere ved at omstille os end så mange andre. Det er selvfølgelig stadig en udfordring at se, hvad næste år vil byde på, men vi har fået et rigtig stærkt hold og en stab, der er klar på at tackle det hele, lyder det fra landstræneren.

Det danske landshold i kørestolsrugby har netop måtte droppe deltagelsen i en planlagt turnering i Tyskland, og som det ser ud lige nu, bliver de næste landskampe spillet på Musholm i april.