Parasport Danmark fejrer 50-års jubilæum i 2021
Til efteråret er det 50 år siden, at Parasport Danmark blev stiftet. Jubilæet vil blive markeret løbende, og kulminationen er en reception i Idrættens Hus den 29. oktober.
Dansk Handicap Idræts-Forbund blev stiftet den 31. oktober 1971 i Aarhus, og siden har store personligheder og begivenheder været med til at udvikle og forme forbundet, der siden 2016 har heddet Parasport Danmark. Det er nogle af de helt særlige mennesker og øjeblikke, der i årets løb vil blive husket, inden det festlige højdepunkt, der bliver en reception og middag fredag den 29. oktober.
- Vi må indstille os på, at det endnu er usikkert, hvad der kan lade sig gøre i årets løb, men vi skal selvfølgelig fejre Parasport Danmarks historie, medlemmerne og vores fantastiske frivillige, hylde koryfæerne og samtidig se fremad. Særligt arbejdet med implementeringen af vores vision og strategi bliver spændende. Og så glæder vi os til, at vi forhåbentlig kan inddrage hele parasporten i fejringen sidst i oktober, siger formand John Petersson.
Parasport Danmarks 50-års jubilæum markeres bl.a. også med en særudgave af magasinet ’Parasport’, der udkommer til efteråret.