Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport Danmark er Årets Specialforbund i DIF

Formand John Petersson tog imod prisen, der blev uddelt i forbindelse med DIF's årsmøde. Dansk Skytte Union og Danmarks Cykle Union var også nomineret.

Formand John Petersson og direktør Ivan Løvstrup med det synlige bevis på anerkendelsen. Foto: Jacob Andersen/DIF
Formand John Petersson og direktør Ivan Løvstrup med det synlige bevis på anerkendelsen. Foto: Jacob Andersen/DIF

På DIF's årsmøde lørdag d. 29. april var det Parasport Danmark, der modtog salens hyldest og en pengegave på 100.000 kr. efter at have vundet afstemningen om Årets Specialforbund 2023.

- Det her er en meget stor anerkendelse af vores arbejde i Parasport Danmark. Vi er på en lang rejse og mission om at skabe de bedste muligheder og rammer for, at personer med handicap og særlige behov kan dyrke idræt og motionere i sociale attraktive fællesskaber. Det arbejder vi på hver dag, og derfor er vi naturligvis ekstremt glade for den her pris, siger John Petersson, formand i Parasport Danmark: 

Prisen blev overrakt af DIF's næstformand, Thomas Bach, og han fremhæver især Parasport Danmarks indsats for børn og unge med fysiske handicap og deres fokus på mangfoldighed.

- Parasport Danmark arbejder målrettet for at skabe trygge idrætsfællesskaber for børn og unge med fysiske handicap og bygger bro videre til det almene foreningsliv. Samtidig rekrutterer de både frivillige og administrative medarbejdere ud fra et mangfoldigt fokus. Jeg vil gerne ønske et stort tillykke til Parasport Danmark – det er meget velfortjent, at de vinder prisen som Årets Specialforbund 2023, siger Thomas Bach. 

Parasport Danmark har ifølge indstillingen arbejdet målrettet inden for følgende områder:

  • Tiltrækning og fastholdelse af medlemmer: Parasport Danmark har i 2022 videreudviklet sit børne- og ungekoncept Rising Stars, som tilbyder et trygt idrætsfællesskab til børn og unge med fysiske handicap i alderen 7-15 år og hjælper unge atleter ud i det almene foreningsliv.
  • Tværidrætsligt samarbejde: Parasport Danmark har i 2022 fortsat sit samarbejde med en række specialforbund, som forbundet har partnerskabsaftaler med.
  • Samfundsansvar: Parasport Danmark har i 2022 fået udviklet en rapport, der har identificeret faktorer, der kan være barrierer for, at personer med handicap deltager i idræt, og rapporten har bidraget med løsninger til det videre arbejde.
  • Mangfoldighed: Parasport Danmark har arbejdet målrettet med mangfoldighed i rekrutteringen af frivillige trænere og medlemmer til forbundets udvalg og bestyrelse samt i forbundets administration, hvor der er stor andel af ansatte, der er ansat i fleks- og skånejob.

DIF’s bestyrelse har nomineret de tre forbund på baggrund af de indkomne indstillinger. De tre nominerede blev på årsmødet præsenteret af DIF’s formand, og vinderen blev herefter fundet ved en elektronisk afstemning blandt alle stemmeberettigede.

Tidligere vindere
Prisen har været uddelt fem gange tidligere, og her er vinderne:

  • 2022: Dansk Automobil Sports Union
  • 2021: Danmarks Ishockey Union
  • 2020: Bueskydning Danmark
  • 2019: Dansk Arbejder Idrætsforbund
  • 2018: Danmarks Basketball Forbund