Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Paragolf præsenteret på feriemesse

Golfudvalget under Parasport Danmark var – i samarbejde med Dansk Golf Union - for første gang repræsenteret på messen Ferie for Alle 2020 i Messecenter Herning i dagene 21.-23. februar.

Paragolf præsenteret på feriemesse
Puttingbanen var populær.

Og det viste sig at være en god idé, for der var stor interesse for paragolf blandt messegæsterne. Formanden for Golfudvalget under Parasport Danmark har svært ved at få armene ned. 
- Vi havde en jævn strøm af interesserede golfere på vores stand gennem alle tre dage, så interessen var overvældende, udtaler Rene Elley, formand for golfudvalget. 

Det målbare resultat af indsatsen på messen var 18 nye paragolfere, hvilket er en fremgang på næsten 15%.
- Derudover fik vi kontakter til mange med interesse i paragolf. Og ikke mindst er vi allerede i ugen efter messen i gang med at introducere paragolf til medlemmerne i to DGU-klubber mere i Danmark, fortsætter Rene Elley.

Også i Dansk Golf Union er man glade for det fine resultat.
- Vi ved, at der findes en række handicappede spillere ude i golfklubberne, som vi endnu ikke har fået kontakt med, og som derfor heller ikke får de tilbud, som vi i DGU tilbyder i samarbejde med en række af landets golfklubber, fortæller udviklingskonsulent Jesper Hviid, DGU.
- Jeg kan kun opfordre personer med handicap, hvad enten det er fysiske eller psykiske, til at rette henvendelse til DGU eller Parasport Danmarks golfudvalg og blive optaget på postlisten, så de løbende kan holde sig orienteret om, hvad der foregår. I den kommende sæson er der f.eks. hele otte åbne paragolf-turneringer, hvor også ikkehandicappede spillere er velkomne.

Læs mere om paragolf her.

 

label