50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Nyt svømmetilbud til børn og unge

Parasport Danmark har startet et nyt svømmetilbud op i Aarhus for børn og unge. Håbet er at samle børn og unge i alderen 7-15 år en gang om ugen og give dem et attraktivt supplement til klubtræningen.

Svømmetræning.
Det nye svømmetilbud giver børn og unge en unik mulighed for at få sparring og tilpasset træning sammen med andre jævnaldrende.

"Rising Stars” er titlen på et succesfuldt træningsfællesskab for børn og unge i parabordtennis, og det koncept overføres nu også til parasvømning og para-atletik. Den første svømmetilbud starter op i Aarhus lørdag den 12. september i Aarhus Svømmestadion og kører derefter en gang ugentligt. Der er stadig plads – også selv om man ikke har mulighed for at være med den første gang. Målgruppen er børn og unge med funktionsnedsættelse i alderen 7-15 år.

Det er ikke noget krav, at man er medlem af en klub, tilbuddet er for både svømmere og nye svømmere med handicap, der gerne vil prøve, om det er noget for dem. Med tiden er det planen, at der skal åbnes flere Rising Stars-svømmehold andre steder i landet.

Tilbuddet er en mulighed for, at svømmere med handicap fra forskellige klubber og landsdele kan mødes og udveksle erfaring og få hjælp til at få den bedst mulige træning tilpasset deres handicap. Trænerteamet består bl.a. af Parasport Danmarks svømmelandstræner samt trænere fra vores talenthold, boblehold og u-hold (for svømmere med udviklingshandicap), og derudover vil flere af vores etablerede parasvømmere også hjælpe til og dele ud af deres erfaringer.

Praktisk information
Det første Rising Stars-hold i svømning starter lørdag den 12. september 2020 I Aarhus svømmestadion fra kl. 12.00-14.00.
IF Lyseng Svømning og Parasport Danmark er gået sammen om at etablere dette Rising Stars-hold.
For mere information og tilmelding kontakt Bettina Fisker på e-mail: bef@parasport.dk eller mobil: 31 94 14 34.

 

Fakta
Rising Stars er et Parasport Danmark-projekt, hvor man i atletik, bordtennis og svømning vil sætte hold op rundt om Danmark. Målgruppen er børn i alderen 7–15 år. Vi samarbejder blandt andet med børneterapien i Aarhus og landets synskonsulenter for at give flere børn en mulighed for at dyrke idræt. I løbet af 2021 vi der etableres flere svømmehold rundt om i Danmark.