Ny landstræner skal skabe svømme-succes til NM
Den 3.-5. december løber de nordiske mesterskaber (NM) af stablen i Sverige, og det bliver parasvømmernes første store stævne med den nye landstræner Brian Marshall i spidsen.
Dansk Svømmeunion og Parasport Danmark stiller med et fælles hold til Nordiske Mesterskaber (NM) på kortbane i den svenske by Upplands Väsby fra den 3.-5. december. NM bliver samtidig det første mesterskab med den nye landstræner Brian Marshall i spidsen.
Danmark bliver repræsenteret af fem parasvømmere:
- Alexander Hillhouse - klasse S14, Kvik Kastrup
- Karina Lauridsen - klasse S5 og SB3, Frem Odense
- Camilla Bitz Witt - klasse S9, SB9 og SM9, Fredericia svømmeklub
- Jakob Heeb - klasse S9, SB8 og SM9 , Esbjerg svømmeklub
- Freja Kvist - S10, SB9 og SM10, Århus SWIM
Stævnet er sæsonens første, og svømmerne skal finde formen efter en periode uden konkurrencer.
- Vi har udtaget et godt hold, blandet med erfaring og talent. En af vores grundværdier er, at landsholdssvømmerne støtter og inspirerer hinanden, og det er noget, som vi forventer til NM. Det er vores første mesterskab i denne sæson, og det giver os mulighed for at arbejde med vores mentale forberedelse før og under stævnet, for at optimere vores præstationer, uanset omstændigheder, fortæller landstræner Brian Marshall.