Parasport Danmark logo hvid.png

Nomineret til Pressalits Keep Living-pris 2020: Talentholdet i parasvømning

Nedlukning af svømmehallerne landet over, forsamlingsforbud og en pandemi over landet. Udsigten har langtfra været opmuntrende i store dele af 2020 for Parasport Danmarks syv talentholdssvømmere, der kommer fra hele landet. Alligevel har de formået at vende den svære situation til at styrke holdet, og derfor er svømmerne sammen med holdleder Bettina Fisker og træner Helle Kjær nomineret til Pressalits Keep Living-pris 2020.

Talentholdet i svømning er en af de nominerede kandidater til Pressalits Keep Living-pris 2020.
Talentholdet i svømning er en af de nominerede kandidater til Pressalits Keep Living-pris 2020.

For svømmerne på Parasport Danmarks talenthold har i hvert fald tre ting været helt centrale: At kunne hoppe i bassinet, at kunne træne og konkurrere sammen, og at kunne være sammen socialt. Intet af det har været muligt i 2020. Det havde været forståeligt, hvis det havde givet motivationen og humøret et dyk – men sådan har det ikke været. Tværtimod. De syv svømmere, der kommer fra hele landet, tog selv initiativ til at arrangere fælles tørtræning online hver dag under nedlukningen i foråret, og på den måde kunne de fastholde styrketræningen og opretholde det sociale, bare fra hver deres sted via computeren. Noget de også gør dagligt i øjeblikket, hvor landet igen er lukket ned.

Træner Helle Kjær fik i sensommeren sammen med landstræneren arrangeret lørdagstræning i Talentcenter Vest i Aarhus sammen med det nyoprettede Rising Stars-tilbud og udnyttede tiden uden stævner til at introducere træning med pulsure og prøve andre nye ting af. Og da behovet for at ses for alvor pressede sig på i efteråret, arrangerede holdleder Bettina Fisker et coronasikkert alternativ til de mange aflyste weekendsamlinger: En kursusdag på hesteryg på HabitusHuset Nordahl, der er et hesteassisteret center for læring, oplevelser, træning og personlig udvikling.
Ideen med kurset var at sætte fokus på svømmernes kropssprog og evne til at tage personligt lederskab. De egenskaber kan svømmerne få stor gavn af både til stævner og i deres daglige træning.

De mange initiativer fra både trænere og svømmere har været imponerende at følge, og prikken over i’et er, at det også har skabt resultater med en svømmer, som er klar til landsholdet.

Udvikling i en svær tid
Det har imponeret direktør i Pressalit, Dan Boyter:
– Evnen, holdet har vist til at tænke anderledes, og ikke mindst den dedikation, der her har udfoldet sig, har virkelig imponeret mig. Det, at et ungt talent i den tid, der her er tale om, har kvalificeret sig til landsholdet, er imponerende. Og det viser også, at selv i en tid, der er så markant anderledes, end det man er vant til, fortsat kan skabe en udvikling.

Nomineringen til Pressalits Keep Living-pris glæder holdleder Bettina Fisker:
– Som holdleder synes jeg, at det er en kæmpe anerkendelse at vores hold er nomineret til så stor en pris. Vi har oplevet vores unge svømmere entusiastisk gribe de nye tiltag, vi har foreslået dem her i coronatiden – og det er dejligt at se, at andre også bakker op og påskønner tiltagene. Det er et kæmpe klap på skulderen til både svømmerne, Helle og jeg, siger hun.

Hun suppleres af svømmer Camilla Bitz Witt fra talentholdet, der nu er blevet udtaget til landsholdet:
– Jeg er rigtigt stolt over, at vores initiativ til at gøre coronanedlukningen lidt mere overkommelig er blevet til en prisnominering. Jeg er lykkelig for, at det har gjort vores sammenhold meget bedre, og at det nu også kan skabe mere opmærksomhed på talentholdet og parasvømning.

Tre nominerede til prisen
Tre kandidater er i år nomineret til prisen, og fra den 26. til den 28. januar vil man på Parasport Danmarks Facebook-side kunne se en videopræsentation af hver af kandidaterne. Vinderen afsløres samme sted fredag den 29. januar.

De nominerede er:

  • Talentholdet i parasvømning
  • Landstrænerteamet i paraskydning – landstræner Jonas Jacobsson og landsholdschef Jens Møllenberg
  • Landstrænerteamet i parataekwondo – landstræner Bjarne Johansen, assistenttræner Jasmin Andersen og fysisk træner i Team Danmark Line Hovgaard-Hansen.

 

Om Pressalits Keep Living-pris

Normalt tildeles Pressalits Keep Living-pris til årets para-atlet. Resultater ved de store internationale mesterskaber plejer at veje tungt i den sammenhæng, men i år har de danske atleter måttet kigge langt efter stævner og mesterskaber.
Derfor er kriterierne for prisen, der er blevet uddelt siden 2002, lidt anderledes i år – og i virkeligheden endnu mere i tråd med dens navn: Keep Living. De nominerede er valgt ud fra deres helt særlige evne til at tænke kreativt og konstruktivt i et corona-præget år, hvor idrætsaktiviteterne og motivationen har været alvorligt udfordret, og hvor restriktioner har umuliggjort ”business as usual”. De har på hver deres måde fundet en vej til at holde fokus, fortsætte træningen og hjælpe hinanden igennem nedlukninger og aflyste stævner – og de er gået langt for at skabe nye muligheder og holde et højt niveau for atleterne.

De seneste ti seneste vindere er:

2010: Landsholdet i ridning
2011: Kvindelandsholdet i goalball
2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
2013: Landsholdet i kørestolsrugby
2014: Amalie Vinther, svømning
2015: David Amager, landstræner i ridning
2016: Peter Rosenmeier, bordtennis
2017: Daniel Wagner, atletik
2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning
2019: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo


Om Pressalit A/S
Pressalit A/S er den ene af Parasport Danmarks tre hovedsponsorer. Pressalit tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care, der arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Pressalits Keep Living-pris er essensen af dette arbejde - en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.