Parasport Danmark logo hvid.png

Landsturneringen i hockey er aflyst

Hockeysæsonen i Parasport Danmark er afblæst på grund af corona-restriktionerne, der har gjort det umuligt at gennemføre stævner hen over vinteren.

Landsturneringen i hockey er aflyst
FM 2018 i hockey. Foto: Alex Dahl Jensen

Parasport Danmarks hockeyudvalg har opgivet at afvikle et forbundsmesterskab i 2020-2021, da det endnu ikke er lykkedes at gennemføre stævner i de tre regioner. Samtidig er der ingen tegn på, at forsamlingsforbuddet ophæves inden foråret.

- Vi er en vinteridræt, og mange af vores spillere dyrker også andre sportsgrene som håndbold eller fodbold. Derfor kan vi ikke blive ved med at udskyde turneringen. I stedet opfordrer vi klubberne til at afholde mindre hyggestævner, når det igen er muligt at mødes flere til idræt, siger Alex Dahl Jensen fra hockeyudvalget.

Normalt er der op mod 200 deltagere ved regionsstævnerne, og det har ikke været muligt at finde en anden model for afviklingen af stævnerne.

- Vi kan fx ikke afvikle alle kampene som enkeltstående kampe imellem to hold rundt om i regionerne, da man ikke har materialer eller økonomi til dette, og det også ville kræve meget mere af de frivillige dommer, siger Alex Dahl Jensen.

Hockeyudvalget har ligeledes besluttet at udskyde landsmødet for hockey til august 2021, hvor det igen burde være realistisk at kunne mødes fysisk.