Parasport Danmark logo hvid.png

Landsholdsspillere i kørestolsrugby motiveres af hinanden - hver for sig

Det danske landshold i kørestolsrugby afholder online træningssessioner som et led i holdets fortsatte forberedelser frem mod de Paralympiske Lege i Tokyo til sommer.

Onlinetræning med det danske landshold i kørestolsrugby. Foto: Privat
Onlinetræning med det danske landshold i kørestolsrugby. Foto: Privat

De online træningssessioner, der styres af Team Danmarks sportsfysiolog Christina Øyangen Ørntoft, er et supplement til spillernes individuelle træning. For landsholdsspiller Morten Elmholt giver disse sessioner rigtig god mening:
- Jeg synes, det er motiverende at se og høre, at resten af holdet træner det samme, som man selv sidder og træner hjemme. Det er også fedt, at vi kan gejle hinanden op til at give den 110 procent gas.

Da holdet ikke har mulighed for at samles fysisk på grund af coronavirus-pandemien, har spillere og trænere i stedet løbende online møder om ernæring, fysisk- og mental træning samt andre emner. Udover at klæde spillerne godt på til de fysiske og mentale udfordringer, der venter i Tokyo, så har det i følge Morten Elmholt også et andet og væsentligt sigte:
- Det er også med til at styrke sammenholdet nu, hvor det er lang tid siden, vi har kunnet mødes fysisk.

Landsholdet i kørestolsrugby håber, at det er muligt at afvikle en fysisk samling på Musholm sidst i februar. Til april forventer holdet at deltage i årets første turnering - ligeledes på hjemmebanen i Musholm.

Følg det danske landshold på Facebook her.