Parasport Danmark logo hvid.png

Køb af hoppebolde i JYSK-butikker sikrer flot donation til Parasport Danmark

Legetøjsautomaterne i JYSK-butikkerne er ikke kun til glæde for børn og barnlige sjæle. Al salg af hoppebolde går nemlig videre til Parasport Danmark, og i denne omgang lyder donationen på 111.111 kroner.

JYSK donerer 111.111 kroner til Parasport Danmark.
JYSK donerer 111.111 kroner til Parasport Danmark.

Hver gang der bliver købt en hoppebold i en legetøjsautomat i en JYSK-butik, skaber det glæde hos Parasport Danmark. En gang om året bliver salget nemlig gjort op, og pengene går direkte til Parasport Danmark. I år lyder donationen på 111.111 kroner.

Donationerne fra legetøjsautomaterne er en del af JYSKs aftale som hovedsponsor for Parasport Danmark, der har løbet siden 1989.

Hos Parasport Danmark glæder man sig over donationen, der skal være med til at sikre medaljer ved de Paralympiske Lege i Tokyo til august og fremover.

- Den flotte donation er et rygstød til alle, der drømmer om at repræsentere Danmark ved de største internationale begivenheder i parasporten. Den kontinuerlige støtte fra JYSK er med til at sikre, at Parasport Danmark udvikler sig og styrker sin indsats for skabe idrætsmuligheder for alle mennesker med handicap eller særlige behov, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.