50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

JYSK sender 100.000 pude-kroner til Parasport Danmark

Den seneste måned har JYSK indsamlet 10 kr. for hver solgt Wellpur-pude. Det har nu resulteret i en samlet donation på 112.790 kroner til Parasport Danmark, som JYSK har været sponsor for siden 1989.

Peter Rosenmeier jubler ved de Paralympiske Lege i 2016. Foto: Lars Møller.
Peter Rosenmeier glæder sig over den fornemme støtte fra JYSK. Arkivfoto: Lars Møller.

I en tid, hvor de Paralympiske Lege er blevet udsat, og hvor sporten generelt har trange kår, findes der stadig godt nyt i sportsverdenen. I perioden fra 27. marts til 30. april har JYSKs kunder nemlig købt over 10.000 Wellpur-puder. For hver solgt pude bliver der doneret 10 kroner til Parasport Danmark.

Det har resulteret i en samlet donation på 112.790 kroner til organisationen, som står bag de danske para-atleter, der skulle have hentet medaljer hjem fra Tokyo denne sommer, men nu i stedet må vente til 2021.

Hos Parasport Danmark glæder direktør Niels Christiansen sig over støtten.
– Vi er utroligt glade og taknemmelige over endnu en gang at modtage støtte fra JYSK og JYSKs kunder. Selv i en meget svær tid er det lykkedes at indsamle et flot beløb, som gør en stor forskel for vores paralympiske atleter, siger han.

Flere medaljer i 2021
PL-guldvinder Peter Rosenmeier tilføjer:
– Jeg har været med på eliteniveau i parasport i snart 20 år, og igen og igen har jeg oplevet, hvordan JYSK står bag os atleter. Med det beløb, der er indsamlet gennem Wellpur-kampagnen, får vi et vigtigt rygstød frem mod de Paralympiske Lege i Tokyo næste år. Jeg glæder mig til at betale tilbage på banen.

Hos JYSK er der også glæde over den vigtige, ekstra donation til Parasport Danmark.
– Som mangeårig hovedsponsor af Parasport Danmark er vi i JYSK virkelig stolte over at kunne støtte med ekstra midler. Særligt i denne tid, hvor para-atleterne jo stadig har brug for de bedste faciliteter for at kunne fortsætte træningen. Forhåbentlig kan donationen være med til at sikre Danmark endnu flere medaljer, når næste omgang af de Paralympiske Lege finder sted i 2021. Vi hepper i hvert fald herfra, siger Bo V. Andersen, Country Manager for JYSK i Danmark.

De Paralympiske Lege i Tokyo skal afvikles fra 24. august til 5. september 2021.