Ildsjæl i parasporten får Vanførefondens Opmuntringspris
Pernille Sørensen, der igennem 25 år har været engageret som frivillig i parasporten, er blevet hædret for sin store indsats for mennesker med handicap.
I 1999 gik Pernille Sørensen ind i parasporten for at styrke mulighederne for, at hendes egen søn kunne finde et godt idrætstilbud. Siden er hun med smittende energi, stor passion og ihærdighed blevet en højt værdsat ressource i idrætten for mennesker med handicap, hvor hun både som medlem af bestyrelsen i Parasport Aarhus og ankerkvinde bag landsholdet i Powerchair Football gør en uvurderlig forskel for utallige idrætsudøvere med særlige behov.
På den baggrund modtog hun den 28. maj Vanførefondens Opmuntringspris på 25.000 kr. ved et arrangement i Handicaporganisationernes Hus.
- Jeg er både beæret og meget stolt. Bare det at blive indstillet er en kæmpe ære. Jeg blev jo en del af parasporten på grund af min søn, Mark, og det har bare åbnet en ny og spændende verden for mig. Jeg er taknemmelig for, at han altid har accepteret, at jeg har involveret mig på dette niveau, for jeg føler virkelig, jeg er blevet beriget med mange gode og store oplevelser i parasporten, siger Pernille Sørensen.
Det er Parasport Danmark, der har indstillet Pernille Sørensen til opmuntringsprisen, som tidligere er gået til bl.a. dressurrytter Katrine Kristensen, multikunstner Jacob Nossell og arkitekt Lars S. Petersen. Formand John Petersson glæder sig over, at prisen går til en af parasportens frivillige ildsjæle.
- Mennesker som Pernille Sørensen er altafgørende i parasporten, og jeg er oprigtig stolt og glad for, at hun får denne flotte og velfortjente hæder for sin mangeårige og uegennyttige indsats for mennesker med handicap og særlige behov, siger han.
Vanførefondens Opmuntringspris er blevet uddelt siden 1994.