Parasport Danmark logo hvid.png

Goalballdamer imponerer med 4. plads ved EM

De danske goalballdamer leverede en stribe fornemme præstationer ved EM-slutrunden i Tyrkiet, hvor Israel dog var for stor en mundfuld i fredagens bronzekamp.

Det danske damelandshold i goalball gjorde en god figur ved EM i Tyrkiet. Foto: IBSA
Det danske damelandshold i goalball gjorde en god figur ved EM i Tyrkiet. Foto: IBSA

Der var ikke mange, der på forhånd havde spået, at de danske goalballdamer skulle spille med om medaljerne ved EM 2021. Holdet, der sidste år rykkede op i den europæiske A-række igen efter en kort tur blandt de næstbedste nationer, røg i en dynamitpulje med bl.a. Tyrkiets paralympiske guldvindere og Ruslands verdensmestre. Men flot spil og sikre sejre over Finland og Ukraine samt et uafgjort resultat mod Storbritannien sendte overraskende Danmark i semifinalen. Her fulgte Danmark med Rusland til stillingen 2-2 tæt på pausen, inden de russiske favoritter trak fra og vandt 9-3.

I bronzekampen fredag havde danskerne ikke mere at skyde med, og kampen blev tabt 0-10 til et uhyre velspillende israelsk landshold. Med 4. pladsen sikrede Danmark sig dog kvalifikation til VM i 2022 og dermed også et godt udgangspunkt for at spille med om kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024.

Følg de danske goalballdamer på Facebook: DenmarkWomenGoalball