Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Fuld fart på TEAM FRED i Virum-Sorgenfri Tennisklub

Virum-Sorgenfri Tennisklub er blandt de 10 idrætsforeninger, som dyster om titlen som Danmarksmester i at rekruttere børn og unge med handicap.

Fuld fart på TEAM FRED i Virum-Sorgenfri Tennisklub

I konkurrencen dyster Virum-Sorgenfri Tennisklub med projektet TEAM FRED, der er et tennishold for børn og unge med særlige behov. Og opstarten af TEAM FRED har været en positiv oplevelse for tennisklubben, fortæller stifteren af projektet, Mette Rytsel:
- Vi har fået en helt ny målgruppe ind i klubben, da flere TEAM FRED spillere nu også træner på nogle af klubbens almindelige hold. Vi har mødt super meget glæde og taknemmelighed hos både forældre, børn, specialskoler og kommunen over, at vi har valgt at åbne klubben op for en anden medlemsgruppe. Der har været stor interesse for at støtte op om projektet fra starten, da der mangler at komme fokus på, at børn med særlige behov også har behov for at være en del af en idrætsforening og dyrke motion.

Deltagerne i konkurrencen har haft mulighed for at fokusere på at starte et nyt tiltag op fra bunden eller at prøve at udbrede eksisterende tiltag til andre foreninger og kommuner. TEAM FRED spreder allerede stor glæde i hjemmeklubben og vil derfor udvide projektet til andre kommuner og sammenlagt rekruttere 100 nye børn til TEAM FRED-konceptet.
- Vi er i fuld gang med at udrulle konceptet til flere klubber, så dette projekt kan måske sætte fokus på sporten og få endnu flere deltagere med i projektet ved hjælp af DM i rekruttering. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at tennis er en super god sport for alle – også for børn med særlige behov. Skumtennis gør det let for børn at komme i gang med en sport. Derudover vil vi meget gerne udnytte den mulighed, som konkurrencen giver, for at sparre med Parasport Danmark om det at arbejde med børn med særlige behov, siger Mette Rytsel.

Læs mere om DM i rekruttering her.