Parasport Danmark logo hvid.png

FCK PRØVER PARASPORT

De danske fodboldmestre fra F.C. København prøvede onsdag kræfter med kørestolsrugby, da de mødte landsholdet i en træningskamp med æren på spil. Det blev til en træning med højt tempo, hårde tacklinger og gode grin, som landsholdet trak sig sejrrigt ud af.

FCK PRØVER PARASPORT

Superligaen er gået på vinterpause og verdensmesterskabet i fodbold er i fuld sving i Qatar. Det har givet F.C. Københavns spillertrup mulighed for at supplere den daglige træning med nye oplevelser.

I den anledning havde spillerne sat det danske landshold i kørestolsrugby stævne i Tre Falke Hallen på Frederiksberg for at prøve kræfter med en af parasportens mest seværdige og spektakulære sportsgrene – kørestolsrugby. En fed oplevelse, der ifølge FCK-spillerne var teknisk udfordrende.

”Det var fedt og anderledes at prøve at lave sport i en kørestol. Det var virkelig teknisk at dreje, køre og spille samtidig, og der kunne vi altså ikke være med, siger en grinende Rasmus Falk, der suppleres af Peter Ankersen

”Det var virkelig sjovt, og landsholdet var gode til at fortælle os, hvordan man skulle gøre. Det var første gang, vi sad i en kørestol, men det gik overraskende godt”

Det danske landshold har netop præsteret et VM-historisk resultat på hjemmebane i Vejle, hvor holdet for første gang nogensinde sluttede i top-4 og derved cementerede sin plads i den absolutte verdenselite.

Og med flere af spillerne fra VM-triumfen på holdkortet anført af assisterende landstræner Thor Rønn Johansson var der fra start lagt op til en højintens kamp mod den 14-mand store københavner-trup.

Mark Peters, der var en af de store profiler ved VM, var imponeret over FCK-spillernes niveau og byder dem velkommen en anden gang:

”Hvis de nogensinde kommer slemt til skade, er de velkommen til at komme og spille på vores hold”, griner han og fortsætter:

”Det var megafedt at spille mod og med FCK. Det var fedt at introducere dem for parasporten og vise, hvad vi kan. Jeg prøvede lige at knalde lidt til dem, og det blev de lidt overraskede over, siger han og smiler.

Alle kan prøve kræfter med kørestolsrugby

Parasport Danmark har netop styrket indsatsen over for skoler, institutioner og firmaer, der vil prøve kræfter med forskellige parasportsgrene. Med indkøbet af 26 nye kørestole er der mulighed for selv at få fart i hjulene og mærke tempoet, taktikken og teknikken på egen krop.

Undervisning - parasport.dk