50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Eva vandt guld og sølv i Abu Dhabi: Det fedeste ved svømning er udvikling

En dag til et svømmestævne på Bellahøj Svømmestadion ændrede 20-årige Eva Rosteds svømmedeltagelse sig med en glædelig meddelelse.

Eva vandt guld og sølv i Abu Dhabi: Det fedeste ved svømning er udvikling

Det næste stykke tid bringer parasport.dk en artikelserie om nogle af de atleter, der repræsenterede Danmark i Abu Dhabi.

En dag til et svømmestævne på Bellahøj Svømmestadion ændrede 20-årige Eva Rosteds svømmedeltagelse sig med en glædelig meddelelse.

- Mine to landsholdstrænere, Asbjørn og Tine, kom og fortalte, at jeg var udtaget til at komme til Special Olympics World Summer Games med dem, og jeg tænkte bare: 'Fedt! Det vil jeg gerne'. Jeg blev ret overrasket over, at jeg kom med, fortæller Eva.

Special Olympics World Summer Games blev afholdt i marts tidligere i år, og det blev Evas første deltagelse ved det store sportsstævne, som i år rummede 7.500 atleter fra hele verden. Hendes deltagelse blev en stor sportslig succes med en guld- og en sølvmedalje i henholdsvis ryg- og brystsvømning. Det var noget, der vækkede stolthed i den lokale svømmeklub.

- Min klub lavede en videohilsen til mig, og de råbte et kampråb til mig, mens jeg var i Abu Dhabi. Da jeg kom tilbage, viste jeg mine medaljer frem i klubben, og de klappede alle sammen af mig.

- De synes bare, at jeg var mega sej, og de var rigtig stolte over, at jeg stillede op. Jeg blev helt glad over at dele det med de andre. Jeg er bare glad for, at jeg har været afsted og stolt over, at jeg er nået så langt.

Abu Dhabi blev også en oplevelse, der rummede mere end det sportslige.

- Vi hyggede os, gik tur på stranden, og vi var ude at se Abu Dhabi. Vi var også til ambassadørfest, som var en fest ved åbningsceremonien, hvor man skulle vise, hvor man kommer fra. Det var ret fedt at være med til.

Eva er vild med svømning. Hun fortæller, at det giver nye venskaber, og det tiltaler hende meget at indgå i en fysisk aktivitet, hvor hun kan se sine fremskridt.

- Det er fedt, at man får lov til at udvikle sig rigtig meget med sin krop, og at man lærer at svømme rigtig godt. Man får også nye venner, når man svømmer. Hvis der kommer nye ind i klubben, begynder man at snakke med dem og bliver venner med dem.

Lige nu går Eva på Waldemarsbo Efterskole ved Faxe Ladeplads, og fremadrettet vil hun fortsætte med sin svømning. Hun håber på at kunne stille op til World Summer Games igen i 2023, hvor det afholdes i Berlin.

Leder du efter en klub, hvor du kan svømme som Eva eller dyrke en helt anden idrætsgren, så kan du benytte vores klubsøgningsfunktion og finde en klub i nærheden af dig.

Om Eva Luja Lehmann Rosted
Alder: 20 år
Idræt: Svømning
Klub: SIGMA SWIM Allerød
By: Rungsted

Om SOWSG 2019
Special Olympics World Summer Games er verdens største idrætsevent for mennesker med et udviklingshandicap. Eventet blev i 2019 afholdt i Abu Dhabi med mere end 7.500 deltagere fra 195 lande. Heriblandt 86 danske atleter.