Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Erfarent eventteam indleder forberedelserne til VM 2022

VM i kørestolsrugby 2022 bliver på mange parametre den største internationale event, som Parasport Danmark har haft ansvaret for. Et rutineret eventteam med deltagelse af Vejle Kommune og Sport Event Denmark skal sikre, at det også bliver den største succes.

EM i kørestolsrugby i 2019 var en stor sportslig og organisatorisk succes for Parasport Danmark. Foto: www.leesfoto.net
EM i kørestolsrugby i 2019 var en stor sportslig og organisatorisk succes for Parasport Danmark. Foto: www.leesfoto.net

Når verdens bedste kørestolsrugbynationer til sommer har spillet færdig ved de Paralympiske Lege i Japan, retter de alle fokus mod Danmark. Fra 8. til 17. oktober 2022 gælder det kampen om VM-guldet, der ligesom EM i kørestolsrugby 2019 udspiller sig i DGI Huset i Vejle. Står det til eventchef Torben Nygaard, kan spillere og publikum forvente et verdensmesterskab på lige så højt organisatorisk niveau, som den paralympiske kørestolsrugbyturnering i Tokyo.

- Det er vores klare ambition, at VM i Danmark bliver minder et mesterskab på allerhøjeste internationale niveau, og vi har samlet en erfaren arbejdsgruppe, der brænder for at løfte opgaven, siger Torben Nygaard.

Den tidligere danske landstræner i kørestolsrugby stod også i spidsen for EM 2019, der af det internationale kørestolsrugbyforbund, IWRF, blev kaldt det bedste EM nogensinde. EM-succesen var stærkt medvirkende til, at IWRF siden valgte Danmark som vært for VM, og for Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen var derfor en høj prioritet at sikre kontinuitet i eventteamet.

- Med Torben Nygaard har vi en eventchef, der kender kørestolsrugby indefra og udefra qua sin baggrund som tidligere landsholdsspiller, landstræner og formand for landsudvalget i kørestolsrugby. I en international optik er Torben ligeledes et kendt og respekteret ansigt med et stort netværk, siger Michael Møllgaard Nielsen, der sammen med Judy Jacobsen fra Sport Event Denmark og Peder Tind fra Vejle Kommune udgør VM-styregruppen.

Eventteamet med Torben Nygaard i spidsen giver på stort set alle væsentlige poster comeback til holdet bag EM 2019. Det betyder, at der på områder som side events og synlighed er mulighed for at bygge videre og løfte både ambitionerne og rammerne omkring VM til nye højder.

- I Parasport Danmark har vi en lang tradition for, og mange erfaringer med at arrangere internationale events og mesterskaber. Vi har et velfungerende samarbejde med Sport Event Denmark og Vejle Kommune, der i vores øjne er parasportens hovedstad. Sammen er jeg overbevist om, at vi kan skabe et event, der er med til at brande og udvikle parasporten herhjemme og internationalt, siger Michael Møllgaard Nielsen.

I tiden frem mod sommerens Paralympiske Lege vil meget af arbejdet med VM 2022 handle om at definere og opbygge den overordnede ramme om mesterskabet. Ifølge eventchef Torben Nygaard er fokus på igen at fylde tribunerne i DGI Huset og vise parasporten frem fra sin bedste og mest inspirerende side, samtidig med at logistik og service er i top.

- Det er fedt at få lov til at bygge videre på alt det, vi lærte i forbindelse med værtskabet for EM. Det er også en spændende udfordring. Der er flere hold med til VM, forventningerne er lidt større, og forhåbentlig vil interessen både i Danmark og internationalt være helt i top oven på PL. Vi er klar til at smøge ærmerne op og komme i gang, siger Torben Nygaard.