Parasport Danmark logo hvid.png

Dansker løber fantomtid i Tunis

Debutanten Christian Lykkeby vandt 1.500 m i klasse T46 ved det stærkt besatte World Para Athletics Grand Prix i Tunis. Resultatet bringer ham tæt på PL i Tokyo.

Christian Lykkeby vandt T46 1.500 m i Tunis.
Christian Lykkeby vandt T46 1.500 m i Tunis.

I sit første internationale stævne tordnede Christian Lykkeby ind på scenen og sejrede i tiden 4.03.09 efter et veldisponeret løb, hvor han havde overskud til at overhale 3-4 konkurrenter i spurten på de sidste 100 m. Med den imponerende præstation er den danske mellemdistanceløber pludselig helt tæt på at sikre sig en startplads ved de Paralympiske Lege i Tokyo. Han hopper nemlig direkte ind på 9. pladsen på kvalifikationsranglisten, og holder han fast i den placering måneden ud, skulle pladsen være garanteret. 

- Det har været en stor oplevelse at være til stævne her i Tunis, og jeg er overvældet over resultatet, siger Christian Lykkeby.

Også Anders Lagergren var i aktion på 1.500 m i Tunis. I klasse T38 løb Anders løb han i tiden 4.26.08, hvilket er 2,5s fra hans personlige rekord.

- Anders havde mere styr på nerverne, end han plejer, og det gik nemt med opvarmning og callroom. Starten var meget kaotisk med en del kamp om pladserne, som Anders også var involveret i. Så det var imponerende, at han alligevel løb første omgang i 64s, hvilket svarer til 4.00. Det kostede dog i længden, og han måtte virkelig kæmpe de sidste 4-500m. Set i det lys er 4.26 en god tid, og det tyder på, at der en del mere i vente, når vi nærmer os den danske sæson, siger landstræner Anders Dehlholm.

For Anders Lagergren er målet de kommende måneder at løbe en tid omkring 4.15, hvilket vil bringe ham i spil til en High Performance-plads i Tokyo.

Følg landsholdet i para-atletik på Facebook her.

Grand Prix-sæsonen fortsætter i Italien med Jesolo GP den 16. april.