Parasport Danmark logo hvid.png

Danske skytter besejrer Norge i første Teams-landskamp

Kasper Lousdal sikrede med sit sidste skud en dansk sejr, da 11 skytter fra Danmark og Norge udfordrede hinanden i en konkurrence over Microsoft Teams.

Idrætskonsulent Jens Winther fra Parasport Danmark følger landskampen fra Brøndby.
Idrætskonsulent Jens Winther fra Parasport Danmark følger landskampen fra Brøndby.

Syv skytter fra Norge og fire fra Danmark mødtes lørdag formiddag online for at konkurrere mod hinanden på dansk initiativ. Landskampen blev afviklet som et et møde på Microsoft Teams, og resultaterne blev indsamlet ved at skytterne havde sat deres mobiltelefoner op foran deres skydeskive og sendte billederne online til en Messenger-gruppe.

Den danske, internationale dommer Carsten Klich ledte slagets gang fra Brøndby, hvor alle trådene blev samlet af landsholdschef Jens Møllenberg og idrætskonsulent Jens Winther fra Parasport Danmark.

- Det tog lidt tid med opsætningen, men da det hele var på plads, kom der en meget spændende konkurrence ud af det. Vi havde valgt at skyde 60 skud liggende og lade alle klasser skyde mod hinanden. Efter de indledende skud gik de otte bedste videre til finalen, der er en elimineringsskydning, hvor der den dårligste bliver siet fra, forklarer Jens Winther.

Til sidst var danske Kasper Lousdal og norske Terese Løvhage tilbage. Ved tredjesidste skud førte Kasper med 0,2 point. Dem tabte Kasper i næstsidste skud, og de stod lige før sidste skud. Kasper vandt det sidste skud og dermed landskampen for Danmark.

Følg de danske landsholdsskytter på Facebook.