Parasport Danmark logo hvid.png

Dansk begejstring for Nordiske Mesterskaber på hjemmebane

108 spillere, trænere og officials fra Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Danmark var i weekenden den 5. til 7. maj samlet i Vejen Idrætscenter til NM 2023.

I semifinalen i Nordisk Klasse 1 Rampe tabte danske Tanja Madsen til Per Kristian Thorsrud fra Norge (den senere vinder af klassen). Foto: Jonathan Vaarst
I semifinalen i Nordisk Klasse 1 Rampe tabte danske Tanja Madsen til Per Kristian Thorsrud fra Norge (den senere vinder af klassen). Foto: Jonathan Vaarst

Efter flere aflysninger og udsættelser relateret til coronapandemien var de nordiske mesterskaber i boccia i weekenden endelig tilbage i en relanceret udgave med spritnyt turneringssystem, flotte ceremonier og et tættere samarbejde med den danske boldproducent Handi Life Sport. Resultatet var et professionelt afviklet stævne, der overkom enkelte børnesygdomme og fik sat dansk og nordisk boccia flot i spil.

De 11 danske spillere hentede tilsammen 10 medaljer – fire individuelle og seks til par/hold. Danmarks eneste individuelle guldmedalje blev vundet af Anni Jørgensen fra Parasport Fredericia, der i Nordisk Klasse 3 stillede op til sit første store stævne.

- Det var en stor positiv overraskelse for mig. Jeg var meget rørt, da jeg kom op og stå ved flaget og fik min medalje. Der fik jeg da godt nok tårer i øjnene, siger Anni Jørgensen, der nød at være en del af den danske trup på hjemmebanen.

- Det var meget oplevelsesrigt. Hele atmosfæren har gjort stort indtryk på mig. Alle var så positive og bakkede hinanden op på tværs af nationer, og jeg oplevede at få masser af ros og hjælp fra alle sider. Jeg tror, det er en stor del af forklaringen på, at boldene hovedsageligt lå der, hvor jeg gerne ville have dem, siger hun.

Ligeledes begejstret var Dan Adsbøl, der var en del af den danske trekløver, der lykkedes med at forsvare guldet i Nordisk Klasse 4 fra seneste nordiske mesterskab i 2018.

- Det var det, jeg havde sat næsen op efter, så det er stort at nå målet. Vi er bare et rigtig godt dansk team i øjeblikket, siger han.

Guldet er dog ikke det eneste, Dan Adsbøl jubler over.

- Det var et super fedt stævne. Det er nok noget af det bedste, jeg har oplevet. Vi har det rigtig godt med hinanden i Norden. Vi er konkurrenter, og selvom vi er konkurrenter, bakker vi også hinanden op og kommer med positive input. Det giver bare en rigtig god stemning, siger han.

Tilfredse arrangører
Bag afviklingen af NM 2023 står Parasport Danmark med idrætskonsulent Jonathan Vaarst som eventansvarlig. Han ser tilbage på et vellykket arrangement, der har været med til at løfte nordisk boccia.

- Det er fem år siden seneste NM i boccia, så både af lyst og nød har vi lidt været nødt til at opfinde den dybe tallerken igen. Der er ingen tvivl om, at det gav nogle udfordringer, at vi valgte at bruge det nye turneringssystem fra BISFed for første gang, men på sigt er det det rigtige at gøre, lyder det fra Jonathan Vaarst, der samtidig sender en tak til Parasport Danmarks bocciaudvalg for deres engagement i mesterskabet.

- Idrætsudvalget har løftet en stor rolle og har gjort en kæmpe indsats. De er rygraden på rigtig meget af det lavpraktiske, der har været omkring NM, men i det hele taget har der været stor vilje til at samarbejde og hjælpe hinanden blandt alle deltagerne, konstaterer han.

Weekendens bedste nation i Vejen Idrætscenter blev Finland, der specielt dominerede i holdturnering med guld i tre af de seks klasser. Søndag aften blev der afholdt en banket, hvor stafetten for værtskabet blev videregivet til Island, som skal afholde de Nordiske Mesterskaber i boccia i 2025.