50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

Danmarksmestrene i kørestolsrugby skal findes i Viborg

Der bliver fuld tryk på, når Danmarks fire bedste klubber dyster om DM-titlen i Viborg Stadionhal den 30. og 31. oktober. De danske landsholdsspillere er i aktion for deres klubhold første gang siden PL i Tokyo.

De danske landsholdsspillere i kørestolsrugby er i weekenden aktion for deres klubhold ved DM i Viborg.
De danske landsholdsspillere i kørestolsrugby er i weekenden aktion for deres klubhold ved DM i Viborg. Foto: Leesfoto.net

Efter at have slået de dobbelte paralympiske mestre fra Australien, og blot være målforskel fra at skulle have spillet semifinale ved de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo, er de danske landsholdsspillere igen i aktion på dansk grund. Og landsholdsspiller Jakob Mortensen glæder sig til at spille for sit klubhold Århus BurnOuts.

- Til turneringen bliver der helt sikkert gået til stålet, og jeg forventer, vi vil se nogle hold og spillere, der er ivrige for at komme ud og vise, hvad de kan. Mange af spillerne har ikke spillet en officiel rugbykamp i 1,5 år, hvorfor jeg forventer, at der vil være en gejst og en lyst til at give alt man har, siger han.

Jakob Mortensen og Århus BurnOuts er klar til at byde forhåndsfavoritterne fra Frederiksberg op til dans.

- Vi stiller med en trup på syv mand, hvoraf fem var afsted til PL. Det er en ung trup med en masse talent, der bliver bedre år for år. Ved det seneste DM endte det med sølvmedaljer, og målsætningen er minimum en finaleplads, hvor vi vil gøre alt for at få Falcons Frederiksberg vippet af den danske kørestolsrugbytrone, siger han.

30 års-jubilæum på hjemmebane
Tilbage i 1991 var ildsjælen John Hinrup sammen med Parasport Danmark med til at stifte Danmarks første kørestolsrugby klub. Her 30 år efter afgøres Danmarks mesterskaberne i den samme by, hvor det hele startede.

I dag er John Hinrup bl.a. formand for Parasport Viborg og træner for kørestolsrugbyholdet i Viborg. Tidligere har han selv været landsholdsspiller og talentlandsholdstræner.

Selv efter mange år med sporten fascinerer den stadig John Hinrup.

- Det er i mine øjne den eneste sport, hvor atleter med selv svære fysiske handicap kan dyrke en action fyldt sport og for alvor få pulsen op. Sporten har udviklet sig til at være endnu hurtigere og mere taktisk, end den var i starten, siger han.

De oplagte værter for DM
John Hinrup har en særlig passion for at udvikle og skabe events, så det er ikke helt tilfældigt, at Parasport Viborg er værten for DM 2021 i kørestolsrugby.

- I Viborg har vi nogle af de bedste faciliteter i Danmark til at kunne afvikle DM, det gælder mht. haller samt overnatningsmuligheder.

John Hinrup involverer sig også i internationale stævner og er bl.a. medarrangør af Qufora Egmont Open (https://egmontopen.dk/), ligesom han har været involveret i samtlige EM og VM, der har været afviklet i kørestolsrugby på dansk grund.

- Jeg elsker at arrangere stævner som kan udbrede kendskabet til kørestolsrugby. Det gælder på det nationale plan, hvor vi på tværs af klubberne efter kampene kan mødes og snakke på kryds og tværs, samt på det internationale plan, hvor det nok mest er det utrolig høje niveau, der spilles rugby på, som trækker.

Kom og støt de lokale helte fra Full-Pull
Den lokale klub fra Viborg spiller lørdag kl. 11, 14 og 16 i hal 5. En kamp varer ca. halvanden time. John Hinrup håber på at se mange folk i hallen.

- Publikum vil kunne se en anderledes og spændende sport, hvor der virkelig gået til stålet i bogstavelig forstand. Der vil være fuld fart på hele dagen.

DM-programmet kan ses her: https://www.tournifyapp.com/live/rugby-dm2021/schedule

Selvom kørestolsrugbyklubben i Viborg har eksisteret i mere end 30 år, er der stadig plads til nye spillere og alle er meget velkomne. Se mere på: http://Full-Pull.dk

Sted
Viborg Stadionhal 5 og 6, Stadion Alle 3A, 8800 Viborg

Om kørestolsrugby

Kørestolsrugby er en holdsport for personer med nedsat funktion i både arme og ben. Det er en sport, der er kendetegnet ved en høj grad af fysisk udfoldelse, som ses ved et højt tempo på banen og dramatiske tacklinger.

Spillet foregår i specialbyggede manuelle kørestole (rugbystol), hvor man spiller fire mod fire. Spillet foregår på en bane med samme størrelse som en basketballbane, og bolden minder om en volleyball.

Alle handicapgrupper, hvor tre eller flere lemmer er påvirkede, kan komme i betragtning til klassifikation. Kvinder og mænd spiller på hold med hinanden. Det anbefales at børn/unge, der vil starte til sporten, får en snak med en eventuel klub om mulighed for at indgå i deres træning, på det niveau der er muligt for personen.
Ud over at spillerne får forbedret fysik og helbred, bliver de også en del af et stort fællesskab, hvor der er rige muligheder for at dele oplevelser med hinanden.

I Danmark dyrkes kørestolsrugby på alle niveauer. Der er et landshold, der konkurrerer på lige fod med de bedste nationer til EM og VM, ligesom der er et talenthold for aspirerende landsholdsspillere.

Langt og tæt samarbejde forlænges

Coloplast Danmark har forlænget sponsoraftalen med kørestolsrugby i Parasport Danmark med fokus på klubberne i Danmark, så aftalen nu også gælder helt frem til 2025.

Thomas Skov Simonsen fra Coloplast Danmark er ikke i tvivl om, hvorfor støtten er vigtig:

- Coloplast ser det som et privilegie fortsat at støtte op omkring kørestolsrugby. Det har vi gjort i mange år – og det er vi stolte af. Vores mission er at gøre livet lettere for mennesker med intime sundhedsbehov og ved at støtte et aktivt idrætsliv, så har vi mulighed for at gøre en forskel og hjælpe mennesker, med funktionsnedsættelser, med at skabe indhold, liv og glæde. Og ikke mindst med at nedbryde tabuer. Det er værd at støtte op om.