Parasport Danmark logo hvid.png

Danmark får to PL-kvotepladser i cykling

Når startskuddet til cykelkonkurrencerne ved De Paralympiske Lege i Paris 2024 lyder, er det med dansk deltagelse ved startlinjen. Flere internationale medaljer har udløst kvotepladser til både herrernes og damernes løb.

Danmark får to PL-kvotepladser i cykling

Når startskuddet til cykelkonkurrencerne ved De Paralympiske Lege i Paris 2024 lyder, er det med dansk deltagelse ved startlinjen. Flere internationale medaljer har udløst kvotepladser til både herrernes og damernes løb.

Den rød-hvide landsholdtrikot er endnu en gang repræsenteret på den paralympiske cykelscene, når de parisiske gader i 2024 lægger asfalt til sporten, der har en særlig plads i den franske sportshistorie. På kvindesiden er det første gang siden 2012, at en dansk rytter er med.

Det er bl.a. flere topplaceringer ved en række internationale løb og mesterskaber fra de danske ryttere, der har givet tilstrækkelig med point på UCIs rangliste til at udløse to kvotepladser til henholdsvis mændene og kvindernes løb. Derved er vi nu sikret dansk deltagelse ved både enkeltstart og landevejsløbet.

”Hele Danmark cykler. Og i OL-regi er vi en stor cykelnation med medaljer hos både hos mænd og kvinder både på bane og landevej. I Parasport Danmark synes vi, at der er et uforløst potentiale, når vi taler cykling, som vi aldrig rigtig har fået løftet. To danske PL kvotepladser i et af verdens største sportsudstillingsvinduer, kan forhåbentlig være med til at sætte fokus på, at cykling er for alle – også for mennesker med et handicap - når PL i Paris skydes i gang næste år,” siger Michael Møllgaard, sportschef i Parasport Danmark.

Sidste gang Danmark tog en cykelmedalje ved PL var i 2004, hvor Karen Villadsen vandt guld i tidskørsel. Nu er en ny generation på vej, og ifølge landstræner i para-cykling Jesper Hvalsøe har vi gode kandidater, der kan blande sig i toppen.

”Vi har nogle kandidater, der ser ud til at kunne gøre det godt og være med helt fremme. Det betyder meget og er en stor fordel, at vi allerede nu har sikret PL-kvotepladserne. Det giver arbejdsro, så vi kan fokusere på det bedst mulige setup omkring rytterne,” siger landstræneren og fortsætter:

”Der venter flere store og internationale løb i 2023, hvor rytterne kan samle vigtig erfaring og ikke mindst flere ranglistepoint. Det er ikke utænkeligt, at der venter flere kvotepladser til Danmark, hvis vi fortsætter det gode arbejde, der gav flere podiepladser sidste år.”

Cykelkonkurrencerne finder sted mellem den 4. september og den 7. september.

Paralympisk landevejscykling fik sin paralympiske debut ved Sommer-PL 1984 i Stoke Mandeville & New York. Det er opdelt i tre typer begivenheder: landevejsløb, enkeltstart og stafet (kun for håndcykling)