Parasport Danmark logo hvid.png

Aalborg Sportshøjskole introducerer stipendier til unge med handicap

Aalborg Sportshøjskole ønsker at skabe større mangfoldighed blandt eleverne med fem nye stipendiepladser til unge med mindre, fysiske funktionsnedsættelser fra januar 2025.

Aalborg Sportshøjskole introducerer stipendier til unge med handicap

Med voksende ulighed og manglende diversitet blandt unge på højskoler, vil Aalborg Sportshøjskole nu prøve at komme problematikken til livs. Initiativet med de nye stipendier sigter mod at give flere unge muligheden for at opleve højskolelivet.

"Vi tilbyder stipendiepladser til unge med funktionsnedsættelser for at afprøve behovet. Hvis interessen er der, planlægger vi at øremærke 10% af pladserne i fremtiden," siger viceforstander på Aalborg Sportshøjskole Lena Kim Christensen. "Vi vil også søge fondsmidler for at kunne gøre vores bygninger mere tilgængelige."

Et ophold på Aalborg Sportshøjskole kræver ingen særlige forudsætninger. Skolen tilbyder en bred vifte af fag, fra crossfit og fitness til psykologi og filosofi. Eleverne bor på højskolen, hvilket skaber en unik mulighed for at danne nye venskaber både i undervisningen og fritiden.

"Vi glæder os til at give flere unge muligheden for at komme på højskole," siger Lena Kim Christensen. "Vi har opbygget en unik viden omkring fysisk træning, som kan gavne elever med særlige behov."

Højskolen blev en ny begyndelse

Nicolaj Møller, 26, har været elev på højskolen flere gange. Efter en hjerneskade fra et trafikuheld som 4-årig, blev han spået få chancer for at gå igen. På højskolen fandt han en ny begyndelse.

"Jeg blev set som den, jeg var – og ikke den, jeg skulle være. Det var en fornemmelse af at blive mødt i øjenhøjde," siger Nicolaj.

Han tog en træneruddannelse under sit ophold, hvilket førte til et job i Crossfit North i Aalborg, hvor han nu træner socialt udsatte. Nicolajs tid på højskolen har også medført stor personlig udvikling.

"Da Nicolaj startede, havde han balanceproblemer. I løbet af månederne hos os forbedrede han sin balance, øgede sin styrke, og blev en habil idrætsudøver," siger højskolelærer Kim Lynge.

Gode muligheder for parasport i Aalborg

I Aalborg er der gode muligheder for at afprøve parasport. Jan Karkov Sørensen fra Parasport Aalborg støtter højskolens initiativ og byder kommende elever velkommen.

"Parasport Aalborg er Danmarks største klub inden for parasport med 20 idrætsgrene. Vi samarbejder med byens idrætsforeninger for at tilbyde idræt i de bedste rammer og miljøer. Kommende elever på skolen er meget velkomne i vores forening " siger Jan Karkov Sørensen.

Kontakt Aalborg Sportshøjskole

Hvis et stipendieophold kunne være interessant for dig, eller én du kender, så kontakt Aalborg Sportshøjskole for at høre nærmere.

En stipendieplads vil betyde en nedsat betaling, så du kan komme på højskole fra januar 2025 for en tredjedel af den normale pris. 

Stipendiepladserne er i første omgang tiltænkt elever, der ikke har problemer med trapper i det daglige.

Læs mere på www.sportshojskolen.dk eller kontakt forstander Erik Sidenius, tlf. 20848325