50 Års Jubilæumslogo 1971 2021 Bredformat Lys

15 danskere klar til EM i para-atletik

Den ambitiøse målsætning er på syv medaljer ved EM, hvor flere danske atleter også kæmper for at komme nærmere en billet til de Paralympiske Lege i Tokyo.

Kristel Walther kan forhåbentlig blande sig i medaljekampen i diskos ved EM i para-atletik i Polen, der indledes tirsdag den 1. juni 2021. Arkivfoto: Helene Wiesenhaan.
Kristel Walther kan forhåbentlig blande sig i medaljekampen i diskos ved EM i para-atletik i Polen, der indledes tirsdag dag den 1. juni 2021. Arkivfoto: Helene Wiesenhaan.

Efter en lang periode præget af corona kan de danske atleter nu endelig komme til at teste sig mod deres nærmeste internationale konkurrenter, når der afvikles EM i Bydgoszcz i Polen i dagene 1.-5. juni 2021. Den danske trup tæller både rutinerede og mindre rutinerede atleter og bliver for de bedste et vigtigt skridt i forberedelserne til de Paralympiske Lege i Tokyo, der starter den 24. august.

Blandt de mest rutinerede atleter er Daniel Wagner, der er forsvarende verdensmester på 100 m og VM-sølvvinder i længdespring. Han forventes at kunne være med i medaljestriden i begge discipliner, og målet er at komme over de 7 meter i længdespring.

Wagner er allerede udtaget til de Paralympiske Lege i Tokyo sammen med diskoskaster Kristel Walther, der også stiller op i Polen. Hun ligger nummer to på Europa-ranglisten og kan forhåbentlig også være med helt fremme.

Tættere på Tokyo
Flere danskere har chancen for at komme nærmere en kvalifikation til legene i Tokyo. Længdespringer og sprinter Bjørk Kjellman Nørremark ligger i top 5 i klasse T47, og det samme gør Anders Lagergren på 1500 m i klasse T38, og de har begge mulighed for at kvalificere sig. Det har også 1500 m-løber i klasse T46, Christian Lykkeby, der måske endda kan blande sig i medaljekampen.

Også Ronni Jensen, der har deltaget ved PL to gange tidligere, kan overraske i diskos, ligesom det bliver spændende at følge længdespringer og sprinter Kasper Filsø, der ser stærk ud og skal i direkte finale på 100 meter, hvor alt kan ske. Han har løbet en af de hurtigste tider i Europa i år og jagter det såkaldte High Performance-krav, så han kan komme i betragtning til legene i Tokyo.

Derudover stiller også kørestolsracer Ebbe Blichfeldt, sprinter Noa Bak-Pedersen og mellemdistanceløber Mohamed Hersi op. Sidstnævnte i klasse T20, som er for atleter med udviklingshandicap.

Ud over de klassiske atletikdiscipliner er der også den danskopfundne disciplin Frame Running (tidl. RaceRunning) på EM-programmet, og her stiller Danmark med fem atleter, hvoraf Lasse Kromann, Karla Leth Risum og Thea Berggren Jørgensen alle tre ligger til medalje. Frame Running er desværre ikke på PL-programmet i Tokyo, men spås gode chancer for at komme med ved legene i Paris i 2024.

Syv medaljer er målet
Landstræner Anders Dehlholm glæder sig til at komme af sted med den store danske trup.
– Jeg glæder mig allermest til, at vi kan tage til stævne med hele landsholdet igen her 18 måneder efter, at vi var til VM i Dubai i november 2019. Stemningen er god i truppen, og alle glæder sig både til at se hinanden igen og til at komme ud og konkurrere på den internationale scene, siger han og fortsætter:
– Det bliver spændende at se, hvor de andre lande står her få måneder før PL. Vores målsætning  på syv medaljer er optimistisk, men vi har er en god trup, og med lidt held får vi endnu flere, lyder den positive melding fra landstræneren.

Det er atletiklandsholdets sidste stævne inden PL i Tokyo, men de enkelte atleter kommer til at konkurrere til forskellige nationale stævner i løbet af sommeren.

De danske atleter

 
Bjørk Kjellman Nørremark
Klub: Hvidovre Atletik
Discipliner: Længdespring og 100 m (T47)

Kristel Walther
Klub: Odense Atletik
Disciplin: Diskoskast (F64)


Anders Lagergren
Klub: Parasport Frederiksberg
Disciplin: 1500 m (T38)

Christian Lykkeby
Klub: Sparta
Disciplin: 1500 m (T46)

Daniel Wagner
Klub: Vejle IF
Discipliner: Længdespring og 100 m (T63)

Ebbe Blichfeldt
Klub: Esbjerg Handicap Idræt
Discipliner: 1500 m og 5000 m (T54)


Kasper Filsø
Klub: Vejle IF
Discipliner: Længdespring og 100 m (T37)

Mohamed Hersi
Klub: FIF Atletik
Disciplin: 1500 m (T20)

 


Noa Bak-Pedersen

Klub: KIF
Discipliner: 100 m og 200m (T37)


Ronni Jensen
Klub: Aarhus 1900
Disciplin: Diskos (T37)


Jacob Birkbak
Klub: IH Aalborg
Disciplin: 100 m (RR1)
NB: Ikke medaljeevent pga. underrepræsentation.


Lasse Kromann

Klub: Odense Atletik
Disciplin: 100 m (RR2)


Andrea Stokholm Overgaard
Klub: Parasport Frederiksberg
Disciplin: 100 m (RR3)


Karla Leth Risum
Klub: Randers Freja Para-atletik
Disciplin: 100 m (RR3)


Thea Berggren Jørgensen
Klub: RaceRunning Klub Holbæk
Disciplin: 100 m (RR3)

PL-kvalifikation – hvad skal der til?

Den endelige kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo afgøres den 23. juni efter en kompleks proces, hvor flere resultater og parametre tæller. P.t. har Danmark to kvotepladser og har udtaget Daniel Wagner og Kristel Walther. Derudover har tre alteter klaret det såkaldte High Performance-krav ift. legene – Bjørk Kjellman Nørremark, Anders Lagergren og Christian Lykkeby. Men uanset resultaterne ved EM er det endnu for tidligt at sige, om de får en plads. Også sprinter Kasper Filsø og diskoskaster Ronni Jensen kan med gode præstationer ved EM nå at klare High Performance-kravet. Efter EM tildeler World Para Athletics under den Internationale Paralympiske Komité hver nation et antal kvotepladser baseret på, hvor mange atleter der har opnået High Performance-krav. Det er ikke et 1-til-1-regnestykke, og vi har ikke prøvet det før, så det er svært at spå om udfaldet.