”Sæt lige din kørestol på para!"

Spillerne brølede, så de græske guder på Akropolis måtte kunne høre det. Det var i Athen, til de Paralympiske Lege i 2004, og det krigsmalede newzealandske landshold i kørestolsrugby indledte finalen mod USA med at opføre den traditionelle maori-krigsdans haka'en.

De svært handicappede kørestolsrugbyspillere brølede og hamrede rytmisk på brystet og på sportskørestolenes armerede hjul. På tilskuerrækkerne både måbede og jublede højskolelæreren Lisa Schlage. Hun var med som en del af Dansk Handicap Idræts-Forbunds breddeudvalg. At se styrken og kraften i haka'en og den efterfølgende finale ændrede noget i hende.

– Det var en game changer for mig. Det var det vildeste setup og power i forhold til, hvor svære handicap spillerne havde. Jeg tænkte: Hvis de kan det, så kan vi alle sammen noget. Det var dybt inspirerende, og den inspiration tog jeg med tilbage til Egmont Højskolen, fortæller hun.

– I parasporten så jeg, hvordan folk gik fra at være handicappede til at blive sportsudøvere. Jeg så, hvad bevægelse og deltagelse betyder. Hvor meget power der er i sport.

Stolt og rørt
22 år senere, den 3. januar i år, modtog en nervøs og rørt Lisa Schlage Kulturministerens Parasportpris ved det store tv-transmitterede Sport 2025-gallashow.

I modsætning til mange af de andre prismodtagere var hun ikke eliteatlet, og heller ikke leder eller træner. Hun var lærer. Og hun blev hædret for, som idrætsunderviser på Egmont Højskolen i snart 30 år at have hjulpet unge mennesker med handicap til et mere fysisk aktivt liv. En elev og et hold ad gangen.

– Jeg har slet ikke fattet det. Det var så vildt, at det bare var mig som skolelærer, der fik den pris og anerkendelse. Men hvis vi politisk vil have fokus på bevægelse på alle mulige måder, så synes jeg, det er fantastisk, at man vil anerkende det med prisen. For jeg elsker simpelthen at få mennesker til at bevæge sig, siger Lisa Schlage til Parasport nogle uger efter showet.

Et spark bagi
Som lærer på Egmont Højskolen har Lisa Schlage fungeret som bindeled til parasporten. Hun har siddet i Parasport Danmarks breddeudvalg, og sidder i udviklingsudvalget, har været initiativtager til den årlige ugelange idrætssommerhøjskole for mennesker med handicap, der nu har kørt i 25 år, og tovholder på ture til de Paralympiske Lege i London i 2012 og Paris i 2024.

Men først og fremmest har hun været dybt engageret i, hvordan man inkluderer og involverer gennem idræt. Taler man med dem, der har mødt og arbejdet sammen med den 65-årige ildsjæl, hører man ord som "energisk" og "positiv" igen og igen.

– Når hun kommer gående, stråler den positive energi ud af hende, fortæller Mogens Jensen, der kender Lisa Schlage fra breddeudvalget og sommerhøjskolen, som de sammen har arrangeret mange gange.

– Hun har den indstilling, at alt kan lade sig gøre, og at alle kan alt. Hun har hjulpet sindssygt mange mennesker med handicap til at være aktive, fordi hun ikke accepterer et nej. 

– Hun gav mig et los bagi, fortæller kørestolsrugbylandsholdets anfører Leon Jørgensen. I årene 2006-2009 var han først elev på Egmont Højskolen og siden hjælpelærer i to år.

– Jeg var lidt lad dengang og tænkte, at jeg altid kunne vente til næste uge, men hun fik skubbet mig i gang. Hun introducerede mig til kørestolsbasket og kørte mig ud til Vikings i Aarhus og introducerede mig.

Muligheder frem for begrænsninger
Når hun selv skal beskrive, hvad det er, hun kan, er det i virkeligheden ganske simpelt.

– Jeg ser muligheder frem for begrænsninger. Det er vigtigt at fokusere på det, du kan, og lad så være med at sige, at du ikke kan noget, før du har prøvet det. Det kan jeg slet ikke have.

Hun er selv et inkarneret idrætsmenneske, og har været en drivkraft for højskolens fokus på fysisk aktivitet og bevægelse, for hun er overbevist om, at idræt gør en forskel for alle – men især mennesker med handicap. Det handler om at holde kroppen sund og rask og det sociale samvær, sport tilbyder. Men der er også noget mentalt.

– Der er et mindset ved det at bevæge sig, at være vedholdende og at have ondt i musklerne, som kan bruges til livet. Gennem sporten lærer du at være målrettet, at ting godt kan tage tid, og at det ikke handler om dig selv, men om at få holdet til at fungere. 

Ingen silkebluser
Som lærer har hun tit oplevet elever, der kommer med en passiv indstilling til idrætten, hvor de hverken forventer noget af sig selv eller af idrætstimerne.

– Fx kommer de i deres pæne silkebluse til idræt. Så er jeg bare: Den skal du ikke have på! Den kan du ikke røre dig i. Og sæt lige din kørestol på "para" i stedet for "skildpadde". Men mange har været vant til at være i en rolle, hvor andre gør noget for dem. De mangler erfaringsdannelsen, og den skal man give dem meget hurtigt.

Hun har altid sat aktiviteten i centrum med et dobbelt fokus: Dels at stille krav til eleverne, dels at skabe rammer, så alle kan være med og blive udfordret.

– Du skal som lærer ikke tænke, at jeg ikke kan lave den her aktivitet med den her gruppe. Du skal tænkte, hvordan kan alle lave den aktivitet, jeg har valgt, så vi er sammen om det, siger Lisa Schlage.

Det handler om at finde – eller lave! – de rette hjælpemidler, justere reglerne eller finde kreative løsninger. At se de muligheder, der er. 

– Hvis vi løber, så skal du måske over på en Frame Runner, eller hvis vi skal fange hinanden, og du ikke kan løbe, så kan du måske få en bold i hånden og kaste den efter den, du vil fange. Som underviser skal du hele tiden have blik for, hvordan du får diversiteten til at spille sammen.

Hun oplever, at eleverne lærer hurtigt på skolen. 

– De unge mennesker er kvikke – så snart de har været her nogle uger, begynder de selv at lave aktiviteter efter skole, hvor de inkluderer alle og bruger de hjælpemidler, vi har brugt i timerne. De ser meget hurtigt, hvad det betyder for fællesskabet. Men det er en vedvarende insisteren, siger Lisa Schlage.

"Jeg holder aldrig op"
Lisa Schlage gik på pension i sommer og nyder nu livet med sin kæreste Jens i hjemmet i Risskov ved Aarhus. Det er ikke en stille pensionstilværelse – hun kører mountainbike, sejler kajak, løber, går til Tarzantræning, og til marts skal hun med Jens på mountainbike-tur i Nepal. Og så arbejder hun stadig en dag om ugen på Egmont.

– Jeg vil jo gerne lave det, jeg elsker allermest. Og så længe de vil have mig, og jeg stadig gider, så gør jeg det.

Idrætten og undervisningen er i Lisa Schlages blod, og hun går da også og tygger på at oprette et Tarzanhold for tidligere Egmont-elever. Hun synes, der mangler idrætstilbud for mennesker med handicap, der ikke er konkurrenceorienterede og idrætsspecifikke.

– Ideen er, at vi mødes udendørs her i Aarhus og laver noget fysisk sammen. Måske kan jeg lave det sammen med en lokal forening, og måske kan jeg bruge nogle af pengene fra prisen til at få det op at stå.

Sådan er Lisa Schlage. Hun kan ikke lade være.

– Jeg tænker, at jeg aldrig helt holder op. Jeg er jo miljøskadet, siger hun.