Parasport Danmark logo hvid.png

Plads til alle på drømmeholdet

Siden 2023 har ’En del af holdet’ givet mere end 900 børn en plads i fodboldfællesskabet. Til en fredagstræning i august oplevede vi, hvordan Høje Taastrup Parasport skaber plads til alle.

Plads til alle på drømmeholdet

Der er fart på fodboldene i Høje Taastrup Parasport, men ikke nødvendigvis på programmet.  

Her må tingene gerne tage den tid, de tager. 

Nogle spillere går hurtigt i gang med øvelserne, mens andre har brug for at se det an.  

Det er netop den tilgang, som Parasport Danmark og DBU’s projekt ’En del af holdet’ er sat i verden for at understøtte: at skabe fodboldtilbud, hvor børn med særlige behov ikke skal passe ind i eksisterende rammer, men hvor rammerne bliver tilpasset dem. 

Siden 2023 er 57 klubber blevet en del af det prisvindende projekt, og Høje Taastrup Parasport var blandt de første. I dag har klubben otte Dream Team-hold med 60 spillere fordelt på forskellige aldersgrupper og med tilbud til både piger og drenge.

Line Aoussar og Ilknur Kekec Coban er stifterne bag foreningen og bidrager til klubbens arbejde med hver deres perspektiv. 

I over 20 år har Ilknur arbejdet som fodboldtræner og engageret sig i frivilligt bestyrelsesarbejde, mens Line er ansat som projektkoordinator på ’En del af holdet’ for Parasport Danmark og selv er forælder til et barn med særlige behov. 

– Vi vidste, at børnene var der, men deltagelsen kom ikke det første halve år. Da tilmeldingerne begyndte at rulle ind, spurgte jeg nogle af forældrene, hvorfor de ikke var kommet noget før. Mange fortalte, at de havde prøvet så mange muligheder i foreningslivet, hvor deres barn havde oplevet nederlag. Det var så hårdt for dem at se, at de næsten ikke turde risikere, at det skete igen, fortæller Ilknur Kekec Coban. 

For Line og Ilknur blev opgaven derfor hurtigt større end at skabe endnu et fodboldhold. Det skulle være et sted, hvor børnene kunne udvikle sig i deres eget tempo.

Stifter Ilknur Kekec Coban sammen med Line Aoussars søn, Zakaria.
Stifter Ilknur Kekec Coban sammen med Line Aoussars søn, Zakaria.

Mere end et fodboldhold 
I dag er de otte Dream Team-hold vokset frem sammen med et miljø, hvor forældrene spiller en aktiv rolle. 

– Klubbens fundament består af fire ben: Spillerne, de frivillige, forældrene og fællesskabet. Vi ser nærmest os selv som en familie. Vi har nogle helt vildt engagerede forældre, som gerne vil hjælpe og tage del i sociale arrangementer, og det er noget, vi arbejder meget bevidst med. Vi vil gerne mere end selve fodboldtræningen, fortæller Line Aoussar. 

Gennem årene har nogle af klubbens børn udviklet sig på områder, der rækker langt ud over fodbolden.  

– Vi måler spillerne på deres personlige udvikling. Én spiller er lig med én succes. Hvis vi kan rykke et barn ud af skolevægring, så er det jo en kæmpe succes for det barn og den familie. Derfor er antallet af medlemmer heller ikke altafgørende for os. Det er mindst lige så vigtigt, at kvaliteten følger med, og vi har mulighed for at se og være der for de enkelte spillere, siger Line Aoussar.  

Lærere og pædagoger fra omkringliggende skoler har besøgt træningerne for at opleve, hvordan der arbejdes med blandt andet struktur, genkendelighed og relationer i klubben. Nogle af metoderne er siden blevet taget med videre ind i spillernes skoledag. 

Line Aoussar starter altid en træning med at vise spillerne piktogrammer, som giver et overblik over dagens program.
Line Aoussar starter altid en træning med at vise spillerne piktogrammer, som giver et overblik over dagens program.

”Relationen kommer altid først” 
Fredagstræningen på Dream Team er genkendelig og struktureret, men ikke fastlåst. Nogle har behov for en ekstra forklaring eller en pause undervejs, og trænerne justerer løbende efter den enkelte spillers dagsform. 

Ikram Safi har været frivillig træner, siden foreningen blev stiftet, og han arbejder ud fra en klar prioritering. 

– Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle dem fodboldmæssigt, men relationen kommer altid først. Når trygheden og fællesskabet er på plads, kan forbedringerne på banen ses. Når et barn tror på sig selv, kommer udviklingen bagefter. 

Ikram har oplevet en ung dreng stå på sidelinjen i tre måneder uden at deltage i træningen. Med en stor portion tålmodighed og forståelse, skete der langsomt forbedringer. Først lyttede han med, siden deltog han i opvarmningen, og i dag deltager han på lige fod med de andre.  

– Det handler om, at der er nogen, der skal tro på dem, og at man har tålmodigheden til at opbygge en relation. I dag kan vi se, at den unge dreng også fungerer i skolen, og at han kan tage alene til træning uden sine forældre. Det er den slags succeshistorier, der betyder alt for mig. 

For Ikram Safi viser udviklingen sig også i mindre situationer. Spillere, der tidligere havde svært ved at håndtere et nederlag, kan i dag acceptere, at en tabt kamp efterfølges af en ny.  

Andre børn, som før var meget tilbageholdende, er begyndt at byde så ivrigt ind, at han nu må minde dem om ikke at tale i munden på hinanden. 

– Målet er ikke, at alle skal kunne det samme. Målet er, at alle skal kunne bidrage og være en del af det. Alle skal blive set, hørt og accepteret, siger Ikram. 

Når et barn tror på sig selv, kommer udviklingen bagefter.
- Ikram Safi, træner

“De kan godt forstå mig” 
Det sidste kan otteårige Nanna genkende. Hun har spillet fodbold i 4,5 år og kan især godt lide at skyde på mål og lave afleveringer. 

– Det sjoveste er at spille med holdet, lære nye ting og blive bedre til det, jeg allerede kan, fortæller hun. 

Nanna holder med PSG, FCK’s kvindehold, Brøndby og Manchester City, og hendes drøm er at blive lige så god som den professionelle fodboldsspiller Nadia Nadim.  

Med andre ord fylder fodbold utroligt meget hos Nanna, og sporten har også haft betydning for hende på et tidspunkt, hvor andre dele af hverdagen var svære. 

– Jeg gik ikke i skole i et helt år, og der hjalp Dream Team og fodbolden mig med at blive glad igen. Jeg fik nogle venner på holdet, som gjorde det sjovt at komme til fodbold. 

Hendes mor følger med fra sidelinjen, og har Nanna brug for et kram midt i træningen, går hun ud og får det, inden hun vender tilbage til banen.

Ikram Safi sammen med otte-årige Nanna, der spiller på Dream Team.
Ikram Safi sammen med otte-årige Nanna, der spiller på Dream Team.

– Trænerne kan godt forstå mig, hvis jeg får det svært. De kan hjælpe mig med at få ro på, ligesom min mor kan. Der er plads til, hvis man en dag har det svært. 

Spørger man Nanna, hvad der er sjovest ved træningen, kommer svaret hurtigt: Kampene, hvor børnene spiller mod de voksne. 

– Vi vinder altid, siger hun med et smil. 

Og energi er der nok af. 

– Jeg bruger alt mit krudt på at træne, men jeg bliver stadig ikke træt. Jeg vil bare spille mere fodbold.

Klar til at tilpasse 
Nannas hold består af seks piger i alderen 6-12 år og tre voksne trænere, heriblandt Rikke Katholm. Hun fortæller, at træningen tager udgangspunkt i et fælles program, selvom spillerne har meget forskellige forudsætninger. 

– Vi laver en fælles base, og så justerer vi ud fra den enkelte spiller. Det handler om at kende børnene og være klar til at tilpasse. Man ved aldrig, hvilken slags dag de har, eller hvad energien og overskuddet er til, siger hun. 

Der bliver arbejdet med visuel understøttelse og tydelig guidning, og træningen følger en genkendelig struktur med samling, opvarmning, teknik og skud på mål. Spillerne skal vide nogenlunde, hvad der venter dem, og samtidig opleve, at der er plads til at have en svær dag. 

Og netop dét er et eksempel på ambitionerne bag ’En del af holdet’.  

Nogle drømmer om at score mål, og andre har i første omgang nok i bare at turde være med. 

Og fælles for dem er, at der er plads til dem på holdet.

Over 900 børn er en del af holdet  

  • ’En del af holdet’ er et samarbejde mellem Parasport Danmark, DBU og DBU’s lokalunioner. 
  • Projektet blev igangsat i 2023 og var støttet af Novo Nordisk Fonden til og med 2025 
  • +900 børn og unge er blevet en del af holdet 
  • 57 klubber med tilpassede fodboldhold er kommet med i projektet 
  • 170 trænere uddannet på landsplan 
  • Vundet to UEFA-priser i ’25 og nomineret til Kulturministerens Parasportpris i ’23 og ’25 

Et kig på fremtiden 

  • ’En del af holdet’ fortsætter i 2026-2030 under DBU’s langsigtede program ’Hele Danmarks Klubhus’, der skal styrke rammerne for børn og unges trivsel, udvikling og fællesskab i dansk fodbold. 
  • Den almennyttige del af ’Hele Danmarks Klubhus’ er støttet økonomisk af LEGO Fonden og Lars Larsen Group A/S 
  • Ambition om, at minimum 100 klubber er med i projektet i 2030