Parasport Danmark logo hvid.png

Passion, ponyer og pararidning

Personlig entusiasme, stædighed og et lille hold frivillige har skabt et rum for pararyttere i en lille rideklub på Bornholm.

Passion, ponyer og pararidning
Fra venstre: Formand for Nordlandets Rideklub Sabine Kofod og initiativtager til projektet Maria Hansen

Det er Maria Hansens kærlighed til heste, der har sat gang i det spændende projekt for pararyttere i Nordlandets Rideklub på Bornholm. 

– Havde jeg ikke haft passionen for heste, så havde jeg jo aldrig taget borgerne med op i klubben i første omgang, understreger hun. 

Siden 6. klasse har Maria Hansen været en del af Nordlandets rideklub, hvor hun i mange år var frivillig træner. Nu er hun 33 år og stadig lige vild med heste. Hendes anden store interesse er de mennesker hun arbejder med på Rø Aktivitets- og udviklingscenter - et dagtilbud for mennesker med fysiske og psykiske udviklingshandicap. Så hvorfor ikke prøve at forene de to dele af livet, tænkte hun. Sådan begyndte det, og nu er ridehallen sidste fredag i måneden i halvanden time forbeholdt pararyttere. Sidste år modtog Maria Hansen Lev Bornholm-Prisen for sit initiativ med pararidning.

Godt gået! High-five til Roar Nielsen, der har været i sadlen.
Godt gået! High-five til Roar Nielsen, der har været i sadlen.
Jesper Olsen elsker ridningen.
Jesper Olsen elsker ridningen.
Hestens varme prusten får Therese Madsen til at smile.
Hestens varme prusten får Therese Madsen til at smile.

Det skal være muligt  
Normalt tager hun selv op i klubben en halv time før de andre fra aktivitetscenteret for at gøre det hele klar, trække hestene ud af stalden og sadle op. Hvis det er muligt på dagen, tager hun en fra gruppen med til forberedelserne. Hun vil, at gruppen skal føle, at det også er deres sted, at de er en del af fællesskabet og kan bidrage med noget. 

Rideklubben drives af frivillige, så da Maria Hansen gik til bestyrelsen med sin ide om at få deltagerne i aktivitetscenteret op på hestene, var det vigtigt at få hele klubbens opbakning. Den nuværende formand Sabine Kofod var dengang kasserer, og hun blev taget med på råd. Tiltaget blev godkendt på et medlemsmøde, og kontingentet for den særlige gruppe blev fastsat til symbolske 200 kr. om året pr. deltager.  

– Vi ved jo, at mange af dem er på førtidspension og derfor ikke har ret mange penge. For os handlede det om at sende et signal om, at det skal være muligt at ride, selvom man har et handicap, siger Sabine Kofod. 

For os handlede det om at sende et signal om, at det skal være muligt at ride, selvom man har et handicap
- Sabine Kofod

Fra æbleplukning til ridning
Nordlandets Rideklub ligger kun 2 km fra aktivitetscenteret, hvor Maria arbejder, så det var oplagt for hende at tage deltagerne med på besøg. Hver mandag plukkede de æbler i centerets have og tog op i rideklubben for at fodre hestene ude på folden eller i stalden.  

– Det var ikke ridning, kun samvær med hestene. Deltagerne kunne mærke dem, lugte dem og give dem æbler, siger Maria Hansen.  

Da klubben så sagde ja til hendes ide om pararidning, gik hun i gang med at finde egnede ponyer til opgaven. Hun brugte sit store netværk i klubben og opstaldningen ved siden af. Hun spurgte forskellige ryttere, om hun måtte låne deres ponyer gratis en gang om måneden. Og det gik forbavsende nemt. 

– De kunne jo se, hvor glade beboerne var for at være sammen med hestene. Der er så mange, der bakker op og er med til at få det til at ske, siger Maria Hansen. 

Til gavn for klubben   
I 2026 modtog rideklubben KV Fondens Fællesskabspris på 50.000 for klubbens indsats med at skabe inkluderende rammer for mennesker med handicap. Begrundelsen for at tildele klubben prisen lød: 

Vi tror på at alle mennesker, herunder indenfor parasport, har behov for at være en del af et fællesskab hvor man føler sig velkommen, relevant og ligeværdig på den lange bane. Den første prismodtager lever til fulde op til at have faciliteret et sådant fællesskab. 

Som rideklubbens formand står Sabine Kofod for at søge fondsmidler, og fordi klubben inkluderer mennesker med udviklingshandicap, har nye fonde åbnet for pengekassen. Klubben har fået midler til en ny ridebane placeret lidt mere afskærmet fra resten af aktiviteterne, så den bedre kan bruges til utrænede ryttere.

Den indendørs ridebane har fået et sundere underlag, der ikke støver så meget og er bedre egnet til mennesker med lungeproblemer. En ny lift er det også blevet til, som gør det muligt for kørestolsbrugere fra aktivitetscenteret at komme i sadlen. Det er dog ikke blevet til noget endnu, klubben venter med at tage liften i brug, til Maria Hansen til efteråret vender tilbage fra sin barsel. Det kræver lidt mere ekspertise, end resten af klubben besidder.
 

 

Der skal mange hænder til for at få rideprojektet til at lykkes. Her er Roar Nielsen højt til hest, hjulpet af to frivillige fra rideklubben, Anette Ihle og Bo Larsen.
Der skal mange hænder til for at få rideprojektet til at lykkes. Her er Roar Nielsen højt til hest, hjulpet af to frivillige fra rideklubben, Anette Ihle og Bo Larsen.

Konge til hest  
Da Maria Hansen kom og sagde, at hun var gravid, var Sabine Kofods første tanke, hvad skal der nu ske med vores fredage? Det ville blive en udfordring at køre projektet videre uden hende. Men da Maria Hansen skrev ud på rideklubbens facebookside, at der var brug for hjælp, dukkede Bo og Grethe straks op med deres to rolige islændere. De ville gerne stå for fredagene, mens hun var væk. 

– De to og deres islændere har før hjulpet os med specialridningen gennem Dansk Skoleidræt, så det var bare megafedt, at der stod nogen på sidelinjen, der var parate til at hjælpe, siger Sabine Kofod. 

En gang om året tilbyder Nordlandets Rideklub i samarbejde med Dansk Skoleidræt Bornholm ridning for specialskolerne på øen. Dagen er båret af klubbens frivillige.  

Selv arbejder Sabine Kofod som lærer på en heldagsskole, og det er hendes drøm, at børn med forskellige udfordringer også kan ride fast i klubben.

– Jeg havde en elev med, som godt kan være meget højtråbende og udadreagerende, og jeg sagde til ham, at det må man ikke, når man er i nærheden af heste. Han sad som en konge på den hest i en halv time og blev trukket rundt, og han sagde ikke en lyd. Det vil han så gerne igen, siger Sabine Kofod. 

Det er et stort arbejde at søge penge fra fonde, men når Sabine Kofod lige får pusten efter de sidste par års mange aktiviteter, vil hun søge penge til et projekt, der kan få heldagsskolens børn i gang med fast ridning en gang om ugen. Det vil kræve, at klubben selv kan købe en eller to egnede ponyer, og at Sabine Kofod får en uddannelse som rideterapeut, alene det koster 30-40.000. Det vil også blive brug for en ekstra indendørs ridehal.  

– Bare en lille hal, hvor man kan undervise et barn ad gangen. Så hvis der er nogen store fonde, der har et par millioner til overs, står vi klar, griner Sabine Kofod. 

Mine borgere glæder sig til fredagen og spørger hele tiden, hvornår vi skal ride igen
- Maria Hansen

Ridning giver ro  
Nærheden til de store dyr er godt for kroppens nervesystem. Alle i rideklubben er enige om, at man falder til ro sammen med hestene. Det er selvfølgelig vigtigt, at det hele foregår på deltagernes præmisser. Det er deres lyst til at være med, der skal styre det, understreger Maria Hansen. Og der skal være nogen til stede, der både har forstand på heste og pædagogik.   

– Mine borgere glæder sig til fredagen og spørger hele tiden, hvornår vi skal ride igen. Det er som at genopleve sine egne første ridetimer. Den glæde og begejstring, de viser. En pige får udstyr i julegave, ridehjelm og den slags, hendes familie bakker op. En blind pige er med, hun ved alt om, hvad der foregår. Vi trækker dem jo rundt. Oplevelsen her i rideklubben kommer til at fylde i deres hverdag, siger Maria Hansen. 

Hun ønsker, at aktivitetscentrets brugere bliver endnu tættere knyttet til rideklubben, via fælles arbejdsdage, loppemarkeder og den slags små opgaver. Det er dog lidt svært, fordi det oftest foregår om aftenen eller i weekenden, og aktivitetscenteret er kun åbent fra 8 til 15 på hverdage.  

Selv havde hun sidste år en af deltagerne med til et fastelavnsstævne. 

– Jeg løb rundt med ham på ridebanen og hen over bomme, der lå på jorden. Han fik også en rosét og det hele og var bagefter med inde i klublokalet sammen med de andre medlemmer. Det var stort. Ridning er for alle, det er det klubben viser, fastslår Maria Hansen ivrigt. 

Ridning for alle 

Der er mange muligheder for at ride for mennesker med handicap og særlige behov, men det kan nogle gange være svært at finde det helt rigtige tilbud.

Konkurrenceridning 
Udøvere med fysiske handicap og synshandicap kan gå til dressurridning på bredde- og eliteniveau. Der er konkurrencemuligheder både nationalt og internationalt, hvor Danmark i mange år har tilhørt verdenseliten. 

Special Olympics-ridning 
Bredderidning for personer med et udviklingshandicap foregår mest på hygge- og motionsplan, men der er konkurrencemuligheder ved Special Olympics Idrætsfestival og for udvalgte ryttere ved internationale Special Olympics-stævner. Konkurrenceridning foregår på lånte heste og efter Special Olympics-principper, der sikrer lige konkurrence for alle. 

Ridefysioterapi 
Mange mennesker med både fysiske og kognitive funktionsnedsættelser går til ridefysioterapi og kompenserende ridning. Ridefysioterapi kan blandt andet hjælpe med balance, koordination, spasticitet og kropsholdning. Mange finder også ro og mental balance i samspillet med hesten. 

Vil du gå til ridning? 

Parasport Danmarks side Ny i Parasporten kan du få hjælp til at finde det ridetilbud, der passer til dig. Klik her for at læse nærmere.