”Nu er jeg verdens bedste”

Store oplevelser  
Behovet for regelmæssighed og struktur har dog ikke forhindret ham i at få store oplevelser med idrætten. Som ung var han på juniorlandsholdet, og flere gange har han været på træningslejr i det kenyanske højland, hvor mange af verdens bedste langdistanceløbere træner på de støvede, røde jordstier. 

– Det passer mig i virkeligheden bedre at leve på den måde, siger Alexander om de afrikanske træningslejre. – Fordi du står op, træner, hviler, træner lidt mere, spiser aftensmad, og så starter du forfra næste dag. Det var meget sjældent, jeg lavede andet end at træne eller gå på markedet for at handle ind. 

Landstræner Anders Dehlholm fortæller, at de oplevelser og udfordringer, som Alexander og andre med udviklingshandicap eller autisme, der dyrker eliteidræt, får, er med til at udvikle dem. 

– Funktionsniveauet for de atleter, der konkurrerer på eliteniveau, er højt sammenlignet med andre med samme kognitive udgangspunkt. Det tror jeg handler om den dannelse, man får ved at være en del af et idrætsliv. At blive udfordret og lære at planlægge sin tid og have været ude at rejse mange gange uden sine forældre eksempelvis, fortæller han. 

Nye sportslige muligheder   
Det er dog først i de senere år, at Alexander har haft muligheden for at konkurrere internationalt og dyste mod andre med samme funktionsnedsættelse som ham selv. 

Der findes nemlig ingen autisme-klasse ved de Paralympiske Lege, og først i 2023 begyndte Virtus, den internationale eliteidrætsorganisation for mennesker med udviklingshandicap, at inkludere medaljekonkurrencer for klassen (kaldet II3) ved deres stævner. 

Til stor glæde for atletikudøvere som Alexander Nielsen og svømmere som Maria Kjer Rasmussen og Marius Danielsen, der siden har vundet medaljer ved både Virtus EM, VM, European- og Global Games.  

– Jeg kommer jo mange flere steder hen, end hvad jeg ellers ville have gjort. Så det har åbnet for nogle sportslige muligheder. Nu er jeg verdens bedste, siger Alexander Nielsen, der føler et større pres til Virtus-stævner, end når han løber i almenidrætten i Danmark. 

– Du er på landsholdet. Du skal ikke bare mose københavnerne, nu er det andre lande. Men det er også en fordel, at de har de samme udfordringer som mig selv, for så ved jeg, hvad jeg går ind til, siger han. 

Tryghed blandt ligesindede  
Alexander fortæller, at der er et større fællesskab mellem atleterne ved Virtus-stævner, selv om de er konkurrenter og kommer fra forskellige lande. Han er ofte rundt og snakke med f.eks. de italienske og britiske atleter. 

– Jeg synes faktisk, at I søger fællesskabet i langt højere grad end andre, også selv om det ikke nødvendigvis er jeres styrke at indgå i fællesskaber, tilføjer Anders Dehlholm.

– Det tror jeg kommer af, at I er blandt ligesindede. Andre atleter har også fortalt, at de slapper mere af i Virtus-sammenhæng, fordi de her ikke skal præstere noget, de ikke nødvendigvis kan. 

At alle atleter har kognitive udfordringer, kan dog også godt give udfordringer, og nogle kan have svært ved at agere hensigtsmæssigt – også under løbene. 

– Der var for eksempel en løber i 5000-meterkonkurrencen, der, med 300-400 meter tilbage, konsekvent bare slog ud efter folk, når han blev overhalet, fortæller Alexander Nielsen. 

Derfor har Anders Dehlholm også et større fokus på det sociale end normalt, når han er afsted med Virtus-atleterne, der let kan blive frustrerede, når noget går galt eller ikke er, som forventet. 

– Så sætter vi os jo ned og snakker om det og prøver ligesom at pege opmærksomheden i den rigtige retning, fortæller landstræneren.

Virtus som visitkort  
I foråret blev Alexander Nielsen valgt til Virtus Athletes Council. Her skal han være med til at påvirke organisationen og give stemme til atleternes ønsker. 

– Alexander har som regel en holdning til tingene, som han gerne vil tale om eller spørge til. Han er meget dedikeret og interesseret og derfor også en perfekt repræsentant i Athletes Council, siger Anders Dehlholm. 

Aktivkomiteen har været domineret af klassen med almene udviklingshandicap, men landstræneren fortæller, at det er vigtigt, at de to nyere klasser for autisme og Downs syndrom bliver bedre repræsenteret. 

– Det vil hjælpe med at styrke hele miljøet, så vi også får udviklet på deres sportslige setup og disciplinerne, siger han. 

For Alexander er fokus i aktivkomiteen især på at professionalisere vilkårene for atleter som ham selv, og derfor taler han blandt andet for, at Virtus bliver bedre til at registrere rekorder i autisme-klassen. 

– Jeg kan jo ikke gå ud og sige, jeg har rekorden i fx halvmaraton, før de siger, at det er en rekord. Og så er det jo ikke nogen god historie, forklarer Alexander Nielsen, der ser Virtus som et springbræt til at deltage internationalt i almenidrætten. Han drømmer om en dag at få lov til at løbe et World Major-maraton som Boston eller Chicago. 

Hans landstræner er helt på linje med ham. Virtus skal give muligheder til atleter med kognitive handicap, der er ambitiøse med deres idræt, men er også en mulighed for at vise det omgivende samfund, hvad atleter som Alexander har af potentiale: 

– Vi vil gerne vise verden, at selv om man har en diagnose, så kan vi alligevel præstere ret meget. Jeg håber, at det, vi viser med Virtus, kan smitte af på inklusionen i resten af samfundet, så man ikke er så usikker på at skulle inkludere mennesker med forskellige former for kognitive diagnoser i andre sammenhænge, slutter han.