Parasport Danmark logo hvid.png

Sportsnyheder

Vinter-PL: Nybo satsede og kom i mål 

Det var en stor tilfredsstillelse for Adam Nybo, da han sikrede sig en 17. plads i slalom ved de Paralympiske Vinterlege i marts.  

Danmarks eneste deltager i Milano-Cortina havde forinden måttet udgå i storslalom, men trods udfordrende vejrforhold nåede han i mål i begge gennemløb i slalomkonkurrencen og endte midt i feltet. En flot præstation af den danske sitskiløber.  

– Sådan! Jeg kom igennem. Jeg synes, andet gennemløb var federe. Jeg turde satse lidt ekstra, og heldigvis lykkedes jeg med de ting, jeg prøvede. Jeg kom ned ad pisten med en følelse af, at jeg havde kørt den til grænsen, og at det lykkedes. Det var megafedt at komme i mål og blive mødt af det store crowd og min familie, der er kommet herned for at heppe, lød det fra Adam Nybo.  

Foto: BILDBYRÅN
Foto: BILDBYRÅN

Bueskydning: Fra comeback til EM på 4 måneder 

For få måneder siden var det bare en idé. Nu har Anders Nörum skudt sig til 603 point og en 14. plads ved sin debut ved EM i parabueskydning i Rom i april-maj.  

Anders Nörum havde været væk fra sporten i mange år efter en alvorlig motorcykelulykke, hvor han mistede sit venstre ben. Alligevel fandt han tilbage til bueskydningen, og sammen med sin træner Stephanie Kragelund satte han i starten af året et ambitiøst mål, om at kvalificere sig til EM i Rom.   

Med den opløftende 14. plads er det næste mål nu sat: at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028. 

Cykling: Emma Lund er tilbage – og flyvende  

Danmarks bedste paracykelrytter Emma Lund var tilbage i sadlen efter barsel ved april måneds World Cup-løb i Middelkerke, Belgien. Og sikke et comeback: først tog hun bronze i enkeltstarten, og dernæst sejrede hun i linjeløbet.  

Danmark var fint og bredt repræsenteret i Belgien, og stillede op i både trike (Martin Heggelund), håndcykel (Stephan Laukamp og Golf Yos-Anan) og tandem (Laurits Krog og Martin Bisgaard).

Powerchair Floorball: Danmark stødt af tronen  

Danmark havde en svær turnering, da de som regerende verdensmestre skulle forsøge at forsvare titlen ved VM i Finland sidst i maj.  

Efter et par indledende meget snævre nederlag, først i åbningskampen mod de finske værter og dernæst mod Spanien, syntes danskerne at miste gejsten. Efterfølgende blev det til store nederlag i de afsluttende puljekampe mod Italien og Schweiz, og Danmark endte sidst i deres pulje.  

I placeringskampen om 9. pladsen sluttede landsholdet dog af på bedst mulige vis med en flot 19-1-sejr over Canada.  

VM blev vundet af Schweiz, der slog Holland med 5-3 i finalen.

Bordtennis: En særlig sejr for Rosenmeier  

Peter Rosenmeier har vundet et utal af turneringer gennem sin lange karriere, men da han i marts måned trådte øverst op på medaljeskamlen, betød det alligevel lidt mere end vanligt.  

I december sidste år fik Rosenmeier en meniskskade i knæet, og siden har det stået på hård genoptræning.  

- De sidste tre måneder er gået med pause, scanninger, fysbehandlinger, lægebesøg, genoptræning, styrketræning og en masse bekymring for, hvad der skal ske. Så lige netop denne gang, så betød sejren lidt mere. Jeg er ikke tilbage for fuld hammer endnu, men der er lys for enden af tunnelen, skriver veteranen på sine sociale medier.