Siden sidst
Priser, samarbejder og fodboldfester. Nyt fra parasporten.
Fodboldsamarbejde forlænges
Fodbold skal være for alle. Derfor forlænger Parasport Danmark og DBU deres samarbejdsaftale frem til udgangen af 2027.
Aftalen bygger videre på et stærkt fundament og erfaringerne fra "En del af holdet"-satsningen, som har skabt enormt mange nye fodboldstilbud for børn med handicap eller særlige behov.
Ambitionen er bl.a. at styrke udviklingen af CP-fodbold og Powerchair Football, sikre en bedre integration af parafodbolden i DBU's turneringsplatform samt øge synligheden omkring aktiviteter og landshold.
– Gennem En del af holdet har vi de seneste år fået værdifulde erfaringer med, hvordan vi skaber gode og trygge indgange til fodbolden. Dem bygger vi nu videre på, så endnu flere kan blive en del af fællesskabet i dansk fodbold. Det handler både om at øge deltagelsen og om at styrke kvaliteten i tilbuddene, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.
Rising Stars hædret
Onsdag den 15. april overrakte H.K.H. Prinsesse Benedikte Helene Elsass Prisen 2026 til Parasport Danmarks børne- og ungeprojekt Rising Stars.
Prisen på 150.000 kroner gives for indsatsen med at skabe stærke idrætsfællesskaber for børn og unge med fysiske handicap.
Ved prisoverrækkelsen deltog Rising Stars-talentet Freja Juhl Larsen sammen med en af projektets initiativtagere Peter Rosenmeier.
– Vi er utroligt stolte over at modtage prisen og over, at forældre til nogen af børnene i Rising Stars har indstillet os. Samfundets succeskriterium for os med handicap er ofte, at vi bare skal kunne være med. I Rising Stars siger vi til børnene: Vi tror, at I kan blive virkelig dygtige til det her. Jeg er overbevist om, det er derfor, mange af dem udvikler sig voldsomt på det personlige plan, siger Peter Rosenmeier.
Rising Stars har siden 2018 hjulpet hundredvis af børn og unge med fysiske handicap ind i fællesskaber inden for sport.
Handicapparkering hylder parasporten
Torsdag den 7. maj blev seks parapladser indviet ved Idrættens Hus i Brøndby.
Brøndby er den første kommune i Danmark, der etablerer de særligt opmærkede handicapparkeringspladser, der med parasportsymboler hylder paraatleter og samtidig støtter parasporten med en donation på 1000 kroner per plads.
Indvielsen havde bl.a. deltagelse af Brøndby Kommunes borgmester Maja Højgaard (A), Parasport Danmarks formand John Petersson, og markerede, at der nu er 100 parapladser etableret i Danmark. Derfor overrakte initiativtager Marie-Louise Munter en donation på 100.000 kroner til Parasport Danmark.
KV Fonden forlænger
KV Fonden forlænger sin støtte til Parasport Danmark frem til 2030. Samtidig øger Fonden sit økonomiske bidrag til 1.5 mio. kroner om året.
KV Fonden har siden sin start i 1949 fokuseret på at støtte bl.a. indsatser for socialt udsatte og projekter inden for idræt og sundhed. KV Fonden indgik i 2024 sin første 4-årige aftale med Parasport Danmark, og nu er parterne enige om en ny 4-årig aftale.
– Vi synes først og fremmest, at samarbejdet med Parasport Danmark fungerer rigtig godt. Ligesom vi kan se, at vores støtte gør stor gavn både inden for bredde og elitesport, siger KV Fondens direktør Henrik Holtegaard.
– KV Fonden er med til at skabe muligheder, fællesskaber og livsglæde gennem idræt for mennesker med handicap i hele Danmark. Derfor betyder det utrolig meget for Parasport Danmark, at KV Fonden allerede nu vælger at forlænge og samtidig styrke samarbejdet frem mod 2030, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.
Ny hjemmeside giver tips til inklusionen
Det er ikke altid idrætsgrenen, der er udfordringen. Ofte er det alt det rundt om aktiviteten, som relationer, struktur og formidling, der kan skabe utryghed. Og det kan have stor betydning for idrætsudøvere med både synlige og usynlige handicap.
Netop derfor er sammenomfritid.dk blevet lanceret. Her finder du gode råd og små greb, der kan gøre det lettere for flere at være med. Siden har både en portal til personer og familier med handicap og til trænere og ledere.
Projektet er et samarbejde mellem Videnscenter om handicap, DGI, Bifrost og Spejderne og støttet af TrygFonden og Østifterne, mens Parasport Danmark har siddet med i en følgegruppe, der har været med til at kvalificere materialet.
JYSK støtte til taekwondoguld
Gennem JYSK Aktivitetspulje har Ribe Taekwondo Klub modtaget 5.000 kroner til at sende Pia Prahl til det internationale klassifikationsstævne Turkey Open.
Her blev hun ikke kun klassificeret – hun tog også guld med hjem.
JYSK Aktivitetspulje støtter fire gange om året fem parasportklubber med 5.000 kroner.
Klik her for at læse mere og søge om støtte.
Den Gode Oplevelse skudt i gang
En ny sæson af Parasport Danmarks idrætsprojekt Den Gode Oplevelse er nu skudt i gang. I maj mødtes 19 deltagere til første fællessamling, og startede en 10 måneders rejse med fokus på idræt, fællesskab, personlig udvikling og modet til at prøve nyt – med en fælles sportsrejse til Club La Santa i 2027 som afslutning.
Den Gode Oplevelse er et helårligt projekt under Parasport Danmark, støttet af Vanførefonden og Bevica Legater og med Hummel som tøjpartner.
Regnen stoppede ikke fodboldfesten
Vejret var vådt, men alligevel havde de 600 børn og unge fra specialklasser og specialskoler en kæmpe fodboldfest, da de den 13. maj var til årets Special Olympics Skolefodboldstævne i Brøndby. Der blev kæmpet på banerne, jublet fra sidelinjen og bygget løs ved den populære LEGO-stand.
Ugen efter fortsatte fodboldfesten i Silkeborg med lige så mange deltagere og masser af mål, smil og sammenhold.
Her deltog Snedsted med spillere fra forskellige skoler, der til daglig spiller på klubholdet FS Midtthy - Fodbold for alle.
– Det har været fantastisk at komme ud og spille et stævne, som vi har kunnet træne frem mod. For vores spillere betyder det meget at opleve det samme klub- og stævneliv som alle andre fodboldspillere. Det giver både motivation, glæde og følelsen af at høre til i foreningslivet, fortalte Pia Lindbjerg, der er træner for både skole- og klubholdet.
Skolefodboldstævnerne afholdes i regi af DBU og Parasport Danmarks En del af holdet-projekt. Tak til samarbejdspartnerne DBU Jylland, SIF, Silkeborg KFUM, DBU Sjælland, Brøndbyernes IF og LEGO.
Ny Frame Running-verdensorganisation
En ny global organisation dedikeret til Frame Running blev officielt stiftet søndag den 26. april, da repræsentanter fra hele verden samledes til den stiftende generalforsamling for Global Frame Running Movement.
Den nye organisation har som mål at fremme Frame Running globalt – både som sportsgren og som social aktivitet. I visionen lægges der vægt på forskning, vidensdeling og opbygningen af en stærk international platform for samarbejde.
Danskeren Mansoor Siddiqi blev valgt som formand, mens hollænderen Cor van Brouwerhaven blev som næstformand.
Med ambitioner om at samle verden omkring Frame Running er forventningerne høje: Sammen skal der skabes bevægelse – både på og uden for banen.