Parasport Danmark logo hvid.png

Nye stemmer for Special Olympics

Hundredtusindvis følger med, når Helena Madeleine Holther Olesen deler ud af livet med sin lillebror Marius, der har Downs syndrom. Som ny ambassadør for Special Olympics vil hun nu bruge sin stemme til at skabe større forståelse for idrætsudøvere med udviklingshandicap.

Nye stemmer for Special Olympics

Mange kender Helena Madeleine Holther Olesen fra sociale medier, hvor hun med varme, selvironi og humor inviterer sine følgere ind i livet med lillebroren Marius, der har Downs syndrom. Her deler hun både sjove hverdagsøjeblikke, skæve søskendedynamikker og de mere sårbare sider af livet som pårørende. 

Helena var også hurtig til at takke ja, da hun blev spurgt, om hun ville være ambassadør for Special Olympics i Danmark.  

Hvorfor har du takket ja til at være Special Olympics-ambassadør? 
Jeg ønsker at bruge min stemme til at nedbryde fordomme og skabe større forståelse for mennesker med udviklingshandicap. Min tilgang er både ærlig og humoristisk, og jeg tror på, at netop kombinationen af sårbarhed og humor kan åbne op for vigtige samtaler og bringe mennesker tættere sammen. 

Hvad håber du at lære af mødet med Special Olympics-fællesskabet? 
Jeg håber først og fremmest at blive en del af et nyt fællesskab. Jeg har allerede mødt mange mennesker i handicapmiljøet gennem mit liv og mit arbejde, men jeg glæder mig til at opleve sportsmiljøet under Special Olympics og møde mennesker, der brænder for at gøre en forskel gennem sport og fællesskab. 

Hvornår mærker du, at der findes fordomme om mennesker med udviklingshandicap? 
Det mærker jeg især på sociale medier. Jeg ser ofte mennesker med udviklingshandicap blive mødt med grimme kommentarer. Mange mangler simpelthen viden og forståelse, og derfor bliver nogen hurtigt stemplet som “mærkelige”. Jeg tror, fordomme kommer af uvidenhed og manglende eksponering. 

Hvad håber du, at din platform kan bidrage med som ambassadør? 
Jeg håber, at jeg kan være med til at nedbryde fordomme og skabe mere respekt og forståelse. Hvis unge mennesker gennem mit indhold kan lære at møde andre med et smil og et åbent sind, så føler jeg allerede, at vi er nået langt. Jeg vil gerne vise, at forskellighed er helt naturlig, og at fællesskaber som Special Olympics kan være enormt betydningsfulde. 

 

Om ambassadørkorpset  

 

Ambassadørkorpset for Special Olympics består af tv-vært Jakob Kjeldbjerg, fodboldspiller Anton Gaaei, forfatter og handicapaktivist Caspar Eric og content creator Helena Madeleine Holther Olesen.

Ambassadørerne skal skabe opmærksomhed om Special Olympics og sætte fokus på fællesskab, lige muligheder og glæden ved sport. 

Læs mere om ambassadørkorpset her.