En stol, jeg stoler 100 % på
Mit vigtigste gear er uden tvivl min sportsstol, fortæller kørestolsbasketspiller og landstræner Nagwa Ali Brown. For hende er kørestolen en del af kroppen og en kæmpe del af præstationen på banen.
Kørestolsbasket er hurtigt, fysisk og intenst. Der er fart på hele tiden, masser af kontakt og konstant bevægelse. Derfor betyder mit gear også enormt meget.
Min stol er specialbygget til mig og den måde, jeg spiller på. Små detaljer som sædehøjde, balancepunkt og vinklen på hjulene gør en kæmpe forskel. Jeg spiller med høj fart og vil gerne være meget bevægelig på banen, så stolen er sat op til at være hurtig og responsiv.
Jeg mærker det med det samme, hvis noget ikke fungerer. Få millimeter kan ændre balancen eller måden, stolen reagerer på i vendinger og accelerationer. Når tempoet er højt, skal jeg kunne stole fuldstændigt på mit gear.
Stolen giver frihed
Det mentale betyder næsten lige så meget som det fysiske. Hvis noget føles ustabilt, mister man fokus.
Men når stolen fungerer perfekt, kan man reagere instinktivt og koncentrere sig fuldt ud om spillet.
Stolen bliver presset hårdt i kampene. Der er konstant sammenstød, hurtige stop og accelerationer, så der er altid noget, der skal vedligeholdes eller skiftes. Dæk, eger og stropper bliver hurtigt slidt, fordi sporten er så fysisk.
For mig er stolen frihed. Friheden til fart, bevægelse og at konkurrere på højeste niveau. Når alt fungerer, tænker jeg ikke længere over stolen – så bliver den bare en del af mig.
Det er MIT GEAR.
DM UGEN
"Det betød virkelig meget, at kørestolsbasket var med til DM-ugen for første gang. Jeg håber, at flere på den måde får øjnene op for, hvor hurtig og taktisk sporten faktisk er, men også for fællesskabet og passionen omkring den."
"Prøv det af. Man behøver ikke have spillet basket før, og det kan godt virke lidt vildt i starten, men man lærer det hurtigt. For mig har sporten betydet enormt meget, både sportsligt og personligt, så giv fællesskabet og sporten en chance."
Nagwa Ali Brown
- 37 år
- Har spillet kørestolsbasket i 14 år
- Spiller i Malmø FIFH
- Landstræner for Danmark
Mit setup
- Udstyr: Specialbygget kørestolsbasketstol
- Materiale: Letvægtsaluminium
- Vægt: ca. 6 kg
- Pris: Omkring 70.000 kroner
Særlige tilpasninger
- Individuelt tilpasset sædevinkel
- Balancepunkt justeret til spillestil
- Hjulenes placering optimeret til fart og bevægelighed
Fun fact & holdbarhed:
- Man kan næsten høre forskel på spillerne ud fra lyden af deres stol på banen. Alle stole har deres eget 'sound'.
- Med god vedligeholdelse kan selve rammen holde i mange år (ofte 10-30 år). Dele som dæk, hjul og stropper bliver løbende udskiftet.