Parasport Danmark logo hvid.png

Mestre og ildsjæle hyldet

Store præstationer, stærke initiativer og to levende legender blev hyldet, da parasporten fejrede sig selv.

Mestre og ildsjæle hyldet
Fra venstre: Ivan Løvstrup, Christian Heide-Jørgensen (Politiken), Jens Bromann, Connie Hansen, John Petersson, H.K.H. Prinsesse Benedikte.

Internationale medaljer, stærke fællesskaber og markante livsværker var i centrum, da Parasport Danmark den 20. marts inviterede H.K.H. Prinsesse Benedikte, atleter, frivillige og samarbejdspartnere til årets store parasport-prisuddeling i Idrættens Hus i Brøndby. 

Her blev Pressalit Årets Para-atlet 2025, KV Fondens Fællesskabspris og optagelsen af to nye medlemmer i Parasportens Hall of Fame fejret foran inviterede gæster. 

– Dansk parasport rummer både internationale toppræstationer og stærke fællesskaber. Ved årets prisuddeling hylder vi både eliteatleterne og de lokale ildsjæle, der er med til at skabe bedre idrætsmuligheder for mennesker med et handicap eller særlige behov, lød det fra parasportens formand John Petersson i sin velkomsttale.

Årets Para-atleter ramte plet  

Skytterne Jan Winther, Kasper Hjort Lousdal og Martin Black Jørgensen blev kåret som Årets para-atleter.
Skytterne Jan Winther, Kasper Hjort Lousdal og Martin Black Jørgensen blev kåret som Årets para-atleter.

Prisen Pressalit Årets Para-atlet er siden 2002 blevet uddelt til para-atleter, der præsterer på højeste internationale niveau. I år var det skytterne Martin Black Jørgensen, Jan Winther og Kasper Hjort Lousdal, der blev hædret. Ved EM i Osijek, Kroatien, vandt den danske trio guld i holdkonkurrencen i 10 meter luftriffel liggende, hvor de med en stærk afslutning sikrede sejren. De tre skytter leverede desuden stærke individuelle resultater ved mesterskabet. 

Dan Boyter, direktør for Pressalit, glædede sig over at tildele hæderen til de tre skytter. 

– Hos Pressalit har vi en inderlig og dybfølt respekt for atleter, som opnår deres mål og drømme igennem deres professionalisme og dedikation. I denne sammenhæng er der tillige et imponerende sammenhold på tværs, som er en stor inspiration for os. Selvom prismodtagerne er individualister, er holdets samlede resultater også til inspiration for alle.

Bornholmsk fællesskab 

Nordlandets Rideklub modtog KV Fondens Fællesskabspris. Her formand Sabine Kofod sammen med Bo Rygaard, bestyrelsesformand i KV Fonden.
Nordlandets Rideklub modtog KV Fondens Fællesskabspris. Her formand Sabine Kofod sammen med Bo Rygaard, bestyrelsesformand i KV Fonden.

Første modtager af den nye KV Fondens Fællesskabspris blev Nordlandets Rideklub på Bornholm, som gennem de senere år har arbejdet målrettet for at skabe inkluderende rammer for mennesker med handicap. 

Klubben har blandt andet etableret et samarbejde med dagcentret Røbo, hvor beboerne hver uge kommer og rider. Klubbens medlemmer stiller deres heste til rådighed, mens frivillige står for undervisningen.  

– Som bestyrelsesformand for KV Fonden er det en glæde at lægge navn til – og ressourcer bag – denne nye fællesskabspris, da vi tror på, at alle mennesker har behov for at være en del af et fællesskab, hvor man føler sig velkommen, relevant og ligeværdig på den lange bane. Den første prismodtager lever til fulde op til at have faciliteret et sådant fællesskab, lød det fra bestyrelsesformand Bo Rygaard.    

Med prisen følger 50.000 kroner, som skal bruges til aktiviteter, der styrker fællesskabet og giver flere mennesker med handicap mulighed for at være en del af idrætten.

Ikoner hyldet  
Som en afrunding på en festlig eftermiddag blev to nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame offentliggjort: Connie Hansen, tidligere kørestolsracer og medudvikler af Frame Running, samt Jens Bromann, der har haft en central rolle i udviklingen af parasporten, ikke mindst internationalt.  

Christian Heide-Jørgensen, sportsredaktør på Politiken, fortalte hvorfor netop de to har gjort sig fortjent til en plads på væggen:  

– Connie Hansen og Jens Bromann er centrale for hele fortællingen om parasporten. Ikke bare i Danmark, men også i verden. De repræsenterer på hver deres måde parasportens moderne gennembrud, som tog fart i 1970’erne og 1980’erne. Derfor er de begge selvskrevne i Hall of Fame. 

Hall of Fame er etableret i et samarbejde mellem Parasport Danmark og Dagbladet Politiken med opbakning fra Bevica Fonden. 

Connie Hansen 

Connie Hansen var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne verdens bedste kørestolsracer. Hun deltog i tre Paralympiske Lege (1984, 1988 og 1992) og vandt i alt ti guld, fire sølv og én bronzemedalje. Hun satte derudover 33 verdensrekorder i løbet af karrieren. 

I 2008 blev hun som den første dansker optaget i Den Internationale Paralympiske Komités (IPC) Hall of Fame. 

Efter sin aktive karriere har hun været med til at opfinde Frame Runneren, der gør det muligt for personer med svære bevægelseshandicap at løbe ved egen kraft, og udvikle Frame Running som en idrætsdisciplin, der nu er så udbredt, at den er på PL-programmet i Los Angeles 2028. 

Sammen med medudvikler Mansoor Siddiqi modtog hun i 2017 Kulturministerens Parasportspris.

Jens Bromann  

Jens Bromann har haft en central rolle i udviklingen af parasporten, både i Danmark og internationalt.  

Sportsligt vandt han bronze i goalball ved de Paralympiske Lege i Canada i 1976. I 1982 blev han vicepræsident og senere præsident for IPC’s forløber Den Internationale Koordinationskomité (ICC). Her havde han en central rolle i de forhandlinger, der førte til dannelsen af IPC i 1989. 

Fra 1985 til 1993 var han præsident for Det Internationale Blindesportsforbund. Han er stifter af firmaet Handi Life Sport, som udvikler og producerer sportsudstyr. Her har han udviklet bocciabolden, der stadig bruges ved internationale konkurrencer.