Parasport Danmark logo hvid.png

En særlig bevægelse

Special Olympics skaber ikke kun idrætsmuligheder for millioner af børn og voksne med udviklingshandicap over hele verden. Den løfter også deres sundhed og selvværd og giver dem stærke fællesskaber. Her er fortællingen om en særlig bevægelse.

En særlig bevægelse

Solen skinnede over Soldier Field i Chicago en sommerdag i 1968. Børn og unge fra hele USA havde indtaget det store stadion. For mange af børnene, der alle havde udviklingshandicap, var det første gang de stod på en sportsarena. Første gang de blev heppet på. Første gang de fik lov til at være atleter – og ikke særlige børn, gemt væk i familier over hele USA. 

På sidelinjen stod Eunice Kennedy Shriver. Hun var vokset op i en af USA’s mest kendte og magtfulde familier, som søster til tidligere præsident John F. Kennedy. Men også som lillesøster til Rosemary Kennedy, der havde et udviklingshandicap.  

Det var på grund af Rosemary, at stævnet på Soldier Field blev afholdt. I slutningen af 1950’erne og i de tidlige 1960’ere havde Eunice Kennedy Shriver gennem Rosemary oplevet, hvor uretfærdigt og urimeligt børn og unge med udviklingshandicap blev behandlet, og hvordan mange af dem ofte ikke engang havde muligheden for at lege med andre børn.  

Hun besluttede sig for at handle. 

Eunice Kennedy Shriver med unge atleter ved det allerførste Special Olympics stævne i Chicago i 1968. Foto: Special Olympics.
Eunice Kennedy Shriver med unge atleter ved det allerførste Special Olympics stævne i Chicago i 1968. Foto: Special Olympics.

Den sommerdag i 1968 var den hidtidige kulmination på mange års arbejde, bygget på en tro på, at sport kunne noget, som samfundet endnu ikke havde forstået.  

Det, deltagerne, familierne og tilskuerne var vidne til, var den første Special Olympics idrætsfestival. Her blev en ny fortælling født. En stor og varm fortælling om fællesskab, muligheder og om at blive set for det, man kan. I dag lever den fortælling videre – også i Danmark. Her er Special Olympics blevet en del af Parasport Danmarks arbejde for at skabe idrætsfællesskaber, hvor mennesker med udviklingshandicap ikke bare deltager, men hører til. 

Ud i foreningsidrætten  
Da Special Olympics kom til Danmark i 1980’erne, introducerede bevægelsen en ny måde at tænke idræt og fællesskab på for målgruppen. Det handlede både om at bruge sporten til at løfte målgruppen på andre områder i livet, og om at flytte idrætten fra institutionerne og ud i idrætsforeningerne, hvor den frivillige sport og dens konkurrencemuligheder er i centrum.   

Med forankringen i Parasport Danmark fra 1985 blev bevægelsen en del af den danske foreningsmodel, og siden 2001 har Special Olympics været en central drivkraft i udviklingen af idrætstilbud til mennesker med udviklingshandicap.

I dag arbejdes der med Special Olympics-principper i foreninger over hele landet og i en lang række idrætter. For mange mennesker med udviklingshandicap skaber idrætten et trygt fællesskab, hvor man først og fremmest er holdkammerat. Fokus er på deltagelse, udvikling og oplevelsen af at høre til uanset niveau.

Rammerne gør, at man ofte også ser den enkelte udøver erhverve nye færdigheder, som for eksempel at lære at tage offentlig transport til træning, tage del i opgaver i foreningerne som tidtager, hjælpetræner eller lignende – og dermed opnå en højere grad af selvstændighed. 

Samtidig har Special Olympics styrket samarbejdet mellem foreninger, kommuner, bosteder og pårørende og gjort foreningerne til vigtige sociale fællesskaber. På den måde har Special Olympics udvidet forståelsen af breddeidræt: Ikke kun som flere tilbud, men mere i form af inkluderende fællesskaber med plads til forskellige behov og forudsætninger.

Sundhed i fokus 
Special Olympics handler ikke kun om idræt, men også om sundhed. Både i Danmark og internationalt har målgruppen generelt et dårligere helbred end resten af befolkningen - ofte fordi de ikke får den nødvendige støtte eller har svært ved at omsætte sundhedsråd i praksis.

Sundhedsprogrammet Healthy Athletes er en vigtig del af Special Olympics. Her testes en atlet ved Special Olympics Idrætsfestivalen 2022 i Kolding. Foto: Lasse Lagoni.
Sundhedsprogrammet Healthy Athletes er en vigtig del af Special Olympics. Her testes en atlet ved Special Olympics Idrætsfestivalen 2022 i Kolding. Foto: Lasse Lagoni.

Derfor er sundhedsprogrammet Healthy Athletes en fast del af Special Olympics. Her kan atleterne ved stævner og idrætsfestivaler under trygge og uformelle rammer få tjekket syn, tænder, kondition og generel sundhed af sundhedsprofessionelle, samt få konkret vejledning i øjenhøjde.  

Healthy Athletes viser dermed, hvordan sundhed kan blive en naturlig del af et aktivt liv og et stærkt fællesskab. 

De internationale muligheder 
For nogle atleter kulminerer deres idrætsdeltagelse ved Special Olympics World Games - verdens største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap.  

For mange atleter er det første gang, de rejser ud som repræsentanter for deres land - men det er ikke kun rejsen og størrelsen, der gør indtryk, når man deltager ved et gigantisk stævne som sommerlegene med deltagelse af over 6000 atleter fra over 170 lande. Det er nervøsiteten før konkurrencen, stoltheden, når ens navn bliver råbt op, og fællesskabet med holdkammerater og nye venner fra hele verden. 

World Games er en kæmpe oplevelse for alle deltagere. Her går den danske delegation ind til åbningen af legene i Berlin i 2023. Foto: Juri Reetz.
World Games er en kæmpe oplevelse for alle deltagere. Her går den danske delegation ind til åbningen af legene i Berlin i 2023. Foto: Juri Reetz.

Ved World Games kommer Special Olympics’ unikke divisioneringssystem også til sin ret. Her divisionerer man deltagerne, så de kun konkurrerer mod andre på samme niveau. Og da der ikke kun konkurreres i de øverste divisioner, har alle mulighed for at komme med til World Games. I stedet for kun at kigge på hvor dygtig man er, hvad der ofte kan have at gøre med graden af handicap, ses der også på fx træningsindsats og at man er en god holdkammerat, når der udtages til legene.    

Før konkurrencerne bor deltagerne typisk i en værtsby, hvor de møder lokale familier, oplever kulturen og skaber relationer på tværs af sprog og forskelle. Her bliver det tydeligt, hvordan sport kan nedbryde barrierer og skabe forbindelser mellem mennesker. 

Når deltagerne vender hjem, er det ikke kun med medaljer, men også med nye erfaringer, fællesskaber og venskaber, der varer ved. Derfor er World Games mere end et sportsligt højdepunkt – det er et billede på hele Special Olympics’ idé om inklusion i praksis. 

Special Olympics 

  • Verdens største sportsorganisation for mennesker med udviklingshandicap.  
  • Grundlagt af Eunice Kennedy Shriver i 1968.  
  • Har træning og konkurrencer for over fire millioner atleter i 172 lande. Fokus er på breddeidræt og at alle kan være med.  
  • Afholder globale sommer- og vinterlege hvert fjerde år ligesom de Olympiske og Paralympiske Lege. Næste lege er sommerlegene i Chile i 2027.    
  • I Danmark er Special Olympics en del af Parasport Danmark.  
  • I Danmark afholdes Special Olympics idrætsfestival i en ny by hvert andet år.