“Det er mere end sport”
Hvad gør Special Olympics til noget særligt? Det ved idrætskonsulent og træner Anette Svejstrup alt om.
I Parasport Danmark er Anette Svejstrup idrætskonsulent med særligt fokus på Special Olympics. Hun er desuden mangeårig træner for Viborg Håndbold Klubs Special Olympics-hold. Vi har talt med hende om fællesskab, idrætsidentitet og hvorfor Special Olympics er meget mere end medaljer.
Hvad gør Special Olympics særligt?
Dybest set er der ingen forskel på Special Olympics og anden konkurrenceidræt. Vi konkurrerer, har regler, og folk bliver både glade, sure og skuffede. Men samtidig er det mere end sport. For mange bliver idrætten et fast holdepunkt i livet.
Det er faste træningstider, genkendelighed og tryghed. Jeg har spillere, jeg har trænet i 16 år. For nogle af dem er foreningen et af de mest stabile steder i deres liv.
Hvad betyder det for deltagerne?
Det betyder rigtig meget. Rollen som atlet giver stolthed og identitet. Pludselig handler det ikke om begrænsninger, men om at være håndboldspiller, svømmer eller gymnast. De bliver idrætsudøvere ligesom alle andre. Det betyder også noget for familierne. Hele familien kan være en del af idrætslivet, og det giver fælles oplevelser og en følelse af normalitet.
Og så oplever vi igen og igen, at mennesker vokser med opgaven. Nogle lærer at tage toget selv for første gang. Andre finder modet til at tage af sted til stævner eller World Games. Det er udvikling, der rækker langt ud over banen.
Rollen som atlet giver stolthed og identitet.
Hvad lærer mennesker uden udviklingshandicap af at være en del af fællesskabet?
Vi arbejder også med den såkaldte “Unified-tanke”, hvilket betyder, at mennesker med og uden udviklingshandicap dyrker idræt sammen. Og jeg tror faktisk, at vi alle sammen lærer noget af det. Man lærer rummelighed, tålmodighed og at se mennesket før diagnosen. Og så oplever mange også, hvor meget glæde og energi der er i fællesskabet.
Hvad overrasker nye klubber mest, når de bliver en del af Special Olympics?
Mange klubber er usikre i starten. De tænker: ‘Kan vi finde ud af det her?’ eller ‘Hvad kommer det til at betyde for klubben?
Men når de først kommer i gang, opdager de hurtigt, at det handler om helt almindelig idrætsglæde. Og ofte ender klubberne med at få mindst lige så meget tilbage, som de selv giver.
Hvornår mærker du tydeligst, hvorfor Special Olympics betyder noget?
Det er ofte i de små øjeblikke. Når en udøver opdager, at han faktisk godt kan tage toget alene til en samling. Eller når en spiller holder en tale foran hele holdet, selvom han normalt har svært ved at udtrykke sig. Her oplever vi mennesker, som vokser med opgaven og finder ud af, at de kan meget mere, end de selv troede.