To ryttere. Én bevægelse.

Vejen tilbage til farten
For Laurits Krog begyndte historien længe før tandemen. Som dreng cyklede han ofte og gerne.

På grund af sygdom ændrede synet sig i teenageårene, og cyklen forsvandt som andet end transportmiddel.

– Jeg kan stadig godt cykle selv, men jeg ville aldrig selv køre stærkt ned ad en bakke. På tandemen kan jeg, for her er det samarbejdet, der gør forskellen, konstaterer Laurits.

Han er i dag 23 år, studerer erhvervsøkonomi og har altid haft behov for at bruge sin krop. Så da han får muligheden for at blive en del af Parasport Danmarks nyopstartede tandemprojekt, siger han ja, uden at vide, hvad det bliver til.

På studiet sidder vennen Martin, 25 år og tidligere elitefodboldspiller og triatlet med en krop, der er vant til at konkurrere - og et hoved, der savner holdsporten.

– Ideen om et fælles cykelprojekt mellem Laurits og jeg føltes rigtigt fra starten, siger han om tiden, da de to fandt sammen om cykling. 

De første ture
Det første, Martin opdager, er ikke farten, men ansvaret. En rød container i vejkanten bliver ikke nævnt, Laurits tror, de er ved at blive kørt ned og giver et ryk i cyklen.

Derfra ændrer træningsturene karakter. Martin fortæller alt.

Bump om 50 meter.
20 meter.
Nu.

– Man kan ikke fake samarbejdet på en tandem, fortæller de to samstemmende og siger at starten er det sværeste. To kroppe, én balance. To reaktioner, én bevægelse.
– Når det lykkes, føles det enkelt. Når det ikke gør, vælter man, griner Laurits.

Han har konstateret, at tillid er en fysisk erfaring.

– Jo mere jeg giver slip, jo bedre cykler vi.

Han mærker tempoet gennem pedalerne, vinden i skuldrene og spørger ofte ind til landskabet undervejs. Oplevelsen af cykelturen og naturen er den samme - bare gennem andre sanser.

Martin har i øvrigt selv prøvet at sidde bagpå - med bind for øjnene.

– Sanserne skærpes. Man lægger mærke til alle bevægelser og skal aktivt hjælpe i svingene, fortæller han.

Mere end watt og resultater
Tandemen har givet dem noget, ingen af dem havde regnet med.

– Jeg bliver helt vildt inspireret af Laurits’ gåpåmod - at have et handicap, der gør alting sværere - og stadig være så positiv, siger Martin.

For Laurits er fællesskabet lige så vigtigt som farten. – Vi griner faktisk ret meget på cyklen, siger han med et stort smil.

De er stadig nye i sporten og ved at finde rytmen i både træning og konkurrencer. Men fundamentet er der: En cykel, et makkerskab, en fælles retning - og en oplevelse af, at tandem ikke kun handler om parasport, men om at udvide rammen for, hvem der hører til i cykelsporten. Det er her, tandem bliver mere end en disciplin. Tandem- og almencykling behøver ikke være to verdener, siger Martin:

– Vi kan godt være en del af den samme træning. Det har vi allerede prøvet i Aarhus CK. Der var en smule skepsis, da vi mødte op til en træning - men efter træningsturen med de almindelige ryttere, var den væk.

Perspektivet
For Parasport Danmarks landstræner for cykling, Amalie Winther Olsen, er tandem en af nøglerne til at udvikle paracykling-miljøet. Disciplinen gør det muligt at rekruttere fra både parasporten og klubmiljøerne og samle erfaring, træningskultur og relationer i ét fælles set-up. Når piloter træder ind fra den almene cykelsport, løfter det niveauet - ikke kun fysisk, men også i struktur, forventninger og hverdagen som atlet. Samtidig bliver klubtræningen det sted, hvor paracykling ikke er en særskilt aktivitet, men en naturlig del af fællesskabet på landevejen.

Det er den bevægelse, Laurits og Martin allerede har mærket.

Her begynder fødekæden ikke på landsholdet – men på klubtræningen.

Får makkerskaberne tid og kontinuitet, er potentialet stort - også internationalt. Målet rækker derfor længere end resultater.

– Min drøm er, at paracykling bliver en del af den almene cykelkultur - ikke noget ved siden af, men en del af helheden, siger landstræneren.

Når Laurits og Martin bliver spurgt, hvad andre skal tage med fra deres historie, er svaret enkelt:

– Prøv det - ikke fordi det er nemt - men fordi det virker.