Parasport Danmark logo hvid.png

Sportsnyheder

EM-medaljer til veteran og stortalent.

Svømning: Hillhouse kåret som nummer to i verden

Danmarks bedste parasvømmer Alexander Hillhouse blev sidst i 2025 kåret som verdens næstbedste mandlige parasvømmer på tværs af alle klasser – det vil sige både svømmere med fysiske handicap, synshandicap og udviklingshandicap som Alexander selv. Det skete ved Para Swimming World Series Awards 2025.

Kåringen er resultatet af en stærk og stabil sæson, hvor Alexander Hillhouse har leveret toppræstationer ved World Series-stævnerne i Paris og Barcelona. De samlede point på 4028 rakte til en andenplads. Kun brasilianeren Gabriel dos Santos Araujo (4107 point) sluttede foran ham, mens italieneren Simone Barlaam (4017) blev nummer tre.

Foto: Joel Marklund for IOS/IOC
Foto: Joel Marklund for IOS/IOC
Foto: Lars Bech.
Foto: Lars Bech.

Badminton: Rosengren nåede kvartfinalen

Kvartfinalen blev VM’s endestation for Danmarks bedste parabadmintonspiller Cathrine Rosengren. Ved mesterskaberne i Bahrain i februar spillede den 27-årige dansker, der ligger nummer 6 på verdensranglisten i SU5-klassen, sig sikkert videre til kvartfinalen.

Her blev det desværre til et nederlag i to sæt til verdenstoeren Thulasimathi Murugesan fra Indien.

Bordtennis: Veteran og stortalent tager EM-medaljer

Peter Rosenmeier vandt sølv i single og bronze i mixdouble med stortalentet Freja Juhl Larsen ved EM i Helsingborg.

2025’s sidste internationale paramesterskab bød på flotte danske præstationer. I herresingle nåede den danske legende Peter Rosenmeier finalen i klasse 6, men måtte i en tæt kamp se sig slået af italieneren Matteo Parenzan efter fem flotte sæt.

I mixdouble (klasse 14) nåede Peter Rosenmeier og det 25 år yngre stortalent Freja Juhl Larsen semifinalen og vandt dermed bronze.

Den kun 16-årige Freja Juhl Larsen er født med CP og er en del af projektet Rising Stars, der rekrutterer og udvikler næste generation af danske paraatleter – blandt andet i bordtennis.

– Freja er et godt eksempel på, hvordan inkluderende og støttende rammer kan gøre en forskel. Hun har arbejdet dedikeret, taget store skridt det seneste år og viser nu, at hun hører til på internationalt niveau, siger landsholdstræner Christoffer Petersen.

Det blev desuden til kvartfinaler for Thea Amalie Nielsen (klasse 9) og Freja Juhl Larsen (klasse 8) i damesingle, for de to unge kvinder sammen i damedouble samt for Peter Rosenmeier og Henrik Brammer i herredouble. Her overlevede Rosenmeier/Brammer hele fem matchbolde for efterfølgende selv at få fem matchbolde – desværre blev det til nederlag på 18-20 i det afgørende sæt.

Bordtennis: Rosenmeier bliver ungdomslandstræner

Dansk parabordtennis’ største stjerne Peter Rosenmeier er ny landstræner for det danske U21/U19-landshold i bordtennis. Ansættelsen af den internationale parasportsprofil markerer et tættere samarbejde mellem parasporten og den almene eliteidræt.

Ansættelsen løber fra 1. januar til 31. juli, hvor det store sæsonmål bliver ungdoms-EM i Portugal i juni.

– Jeg er meget stolt over, at Bordtennis Danmark har peget på mig til at løfte den spændende opgave de næste otte måneder. Den meget konkrete opgave med at skabe en ny kultur og flytte spillerne i en positiv retning er enormt spændende, og noget jeg virkelig glæder mig til at kaste mig over, siger Peter Rosenmeier.

For Bordtennis Danmark er ansættelsen et led i et ønske om at styrke kulturen omkring ungdomslandsholdene og understøtte talentudviklingen.

– Vi har haft et klart ønske om at skabe en stærkere vinderkultur og et stærkere mindset på vores U19-landshold. Peter kommer med en enorm international erfaring og en tilgang til bordtennis, som vi vurderer passer rigtig godt til den opgave, siger Magnus Mallander, eliteansvarlig hos Bordtennis Danmark.